23948sdkhjf

Derfor hyler varslingssirenerne over hele landet i dag

Beredskabsstyrelsen håber, at folk vil huske, hvordan de skal agere under dagens testvarsling.
Når sirenerne testes i dag onsdag klokken 12.00, er det for at sikre, at de virker. Men også for at minde om, hvad det betyder, hvis signalet bliver taget i brug.
Det siger Lars Aabjerg Pedersen, kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen.

Hvis sirenerne lyder for alvor, skal man søge indenfor og søge information hos DR og TV2.
Derudover vil Politiet og andre myndigheder kommunikere via pressen, sociale medier og lignende.
Når sirenerne lyder, skal man afholde sig fra at ringe 112 for at få information.

- Det sidste gælder både, når vi tester sirenerne, og når det er alvor.

- 112 skal man kun ringe, når man er i akut fare, siger Lars Aabjerg Pedersen.

En ægte sirenevarsling kan bruges ved katastrofer og ulykker, hvor borgere er i akut fare, og kan aktiveres i hele landet eller i mere afgrænsede områder.
Det kan eksempelvis være ved en brand, som udvikler farlig røg eller ved udslip af farligt kemisk stof.

Hos Beredskabsstyrelsen håber man, at folk ikke vil kæde sirenernes hylen sammen med coronavirus.
- Vi vil gerne, at folk er opmærksomme på, at det er en test af sirenerne, så man ikke laver den kobling, siger Lars Aabjerg Pedersen.

Sirenevarslingen består af en lyd, som stiger hurtigt og falder langsomt. Denne lyd kommer fire gange, og varer i alt 45 sekunder.

Når faren er drevet over, lyder en 45 sekunders ensartet tone.

Ifølge Beredskabsstyrelsen er der opsat i alt 1078 sirener i byområder med mere end 1000 indbyggere. Disse sirener kan høres af omkring 80 procent af befolkningen.

I de mere tyndt befolkede områder kan Politiet bruge mobile sirener til at varsle indbyggerne.

Siden 1994 er sirenerne blevet testet med fuld lyd på årsbasis. Testen falder altid den første onsdag i maj.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109