23948sdkhjf

Direktørskifte hos gulvproducent

Pr. 1. maj tiltræder Lars Gjødsbøl som adm. direktør for F. Junckers Industrier, hvor han erstatter Carsten Chabert.

Efter 20 års ansættelse på Junckers, heraf 12 år som adm. direktør, har Carsten Chabert valgt at tiden er inde til at give stafetten videre. Carsten beholder sine aktier i selskabet, og træder ind i Junckers’ bestyrelse i forbindelse med fratrædelsen på direktørposten. Det oplyser Junckers i en pressemeddelelse.

Carsten Chabert afløses af Lars Gjødsbøl. Lars er 49 år, bor i Snekkersten i Nordsjælland, sammen med sin kone og tre børn. Lars har gennem de seneste 16 år arbejdet i industrivirksomheden Nilfisk, heraf 14 år som en del af koncernledelsen, hvor han har bestridt en række forskellige poster.

– Det er med lige dele stolthed og ydmyghed, at jeg har takket ja til at overtage rollen som CEO i Junckers. Junckers repræsenterer for mig et stykke dansk industrihistorie, som jeg ser meget frem til at engagere mig i og udvikle yderligere sammen med dens dedikerede og engagerede medarbejdere, udtaler Lars Gjødsbøl.

Om baggrunden for sin beslutning udtaler Carsten Chabert:

– Når tidspunktet er rigtigt nu, er det fordi vi her halvandet år ind i JFK’s (Jysk-Fynsk Kapital, red.) ejertid står overfor at skulle fastlægge en ny lang planperiode for Junckers. Da jeg samtidigt vidste, at jeg indenfor de nærmeste par år, godt vil have mere tid og energi til min familie og på sigt prøve nye udfordringer, synes jeg det var bedst for alle at tage beslutningen nu. Jeg er taknemmelig for, at have været en del af Junckers historie i de seneste 20 år, som har budt på stor afveksling i en organisation, der producerer og sælger nogle af markedets bedste produkter.

I ejerkredsen, som Carsten Chabert fortsat vil være en del af, takker man Carsten for den store og gode indsats, han har ydet for Junckers.

– En indsats der har været med til at gøre det muligt at tiltrække en kapacitet som Lars Gjødsbøl til at fortsætte udviklingen af Junckers. Vi glæder os til det nye samarbejde, slår bestyrelsesformand Per Kristensen fast i pressemeddelelsen.

Direktørskiftet kommer oven på et 2019, hvor gulvproducenten kom ud med et negativt driftsresultat for første gang siden 2014.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104