23948sdkhjf

Junckers går i rødt: Barberer 119 millioner af resultatet

For første gang siden 2014 er F. Junckers Industrier kommet ud af et regnskabsår med et negativt driftsresultat. Det viser gulvproducentens netop offentliggjorte årsrapport.

I alt er mere end 117 mio. kr. barberet af driftsresultatet, så det i 2019 landede på minus 2,5 mio. Ser man på omsætningen, er her også sket et fald, om end det er væsentligt mindre. Hvor Junckers i 2018 solgte gulve for 449 mio. kr., landede omsætningen i seneste regnskabsår på 441 mio.

En del af forklaringen på det faldende salg skal findes i USA, hvor udsatte ordrer har medført, at gulvproducentens forventninger til markedet ikke blev opfyldt. Til gengæld fremhæver ledelsen i sin beretning det asiatiske marked, hvor væksten har været ”væsentlig” og omsætningen voksede fra 59 til 79 mio. kr. 

Et ekstraordinært 2018
At driftsresultatet falder så markant, hænger sammen med, at det i 2018 så ekstraordinært godt ud.

Hvor driftsresultatet de tre foregående år havde ligget i intervallet 13-27 mio. kr., voksede det i 2018 eksplosivt til 115 mio. kr., fordi Junckers solgte sine danske grunde og bygninger i en sale-and-leaseback-manøvre. Fraregnet gevinsten fra salget lød driftsresultatet i 2018 på 7 mio. kr. I sin beretning peger ledelsen desuden på, at der i seneste regnskabsår blev betalt lejeudgifter for det fulde år, mens det i 2018 kun gjorde sig gældende for det halve af året.

Før skat kommer Junckers ud af 2019 med et underskud på 3,8 mio. kr., hvilket i ledelsesberetningen bliver kategoriseret som utilfredsstillende, og umiddelbart forventer man sig da også mere af det indeværende år. Her lyder forventningerne på en stigning i salget på 5-10 mio. kr., mens driftsresultatet forventes at vokse tilsvarende. Man er imidlertid ikke blind for den påvirkning, coronapandemien risikerer at få på tallene.

– Spredningen af Covid-19 over hele verden kan potentielt have indflydelse på forretningen for Junckers Gruppen i 2020. År til dato har spredningen af Covid-19 ikke i væsentlig grad påvirket Junckers Gruppen, men på dette tidspunkt er det imidlertid ikke muligt at forudsige indflydelsen i de kommende måneder. Da den potentielle indvirkning er ukendt på nuværende tidspunkt, er dette ikke inkluderet i de angivne forventninger til året, slår ledelsen fast i sin beretning.

F. Junckers Industrier A/S
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 440,8 448,8
Resultat af primær drift - 2,5 114,9
Resultat før skat - 3,8 115,4
Årets resultat 8,2 140,8
Balancesum 372,7 363,0
Egenkapital 236,1 227,6
Gns. antal ansatte 363 344
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109