23948sdkhjf

Både ledere og medarbejdere får stress af dårlig ledelse

Både ledere og ansatte er ofte stressede og oplever problemer med arbejdspres og ledelseskvalitet.

Det viser en ny omfattende undersøgelse om ledelse og psykisk arbejdsmiljø, som Cowi har udført for FTF.

Mere end hver femte leder og medarbejder siger, at de ofte eller hele tiden er stressede. Blandt årsagerne er et højt arbejdspres og manglende balance mellem krav og ressourcer.

Og ledelseskvalitet har stor betydning for problemerne - både for ledere med personaleansvar og for de ansatte, viser den nye undersøgelse.

Hver fjerde for dårlig
For selvom halvdelen af FTF’erne oplever en høj kvalitet af ledelse og en relativt høj grad af tillid mellem medarbejdere og ledere, er de plads til forbedring.

Omkring hver fjerde oplever nemlig middel ledelseskvalitet, mens næsten hver fjerde FTF’er svarer at kvaliteten af ledelse er ringe. Og selv om mange vurderer, at de får social støtte fra deres nærmeste leder, gælder det ikke for en ud af seks.

Og det er ikke uden betydning for virksomhedens økonomi og lederens succes. For undersøgelsen viser nemlig samtidigt, at stress blandt FTF’erne falder til en fjerdedel og sygefraværet til det halve, når de oplever god ledelse.

Rammer lederne selv
Men det er ikke kun de ansatte, der har problemer med kvaliteten af ledelse. Problemerne rammer også mellemlederne, hvor kun lidt over halvdelen mener, at der er en høj ledelseskvalitet på arbejdspladsen.

De oplever især, at deres nærmeste leder ikke er god til at løse konflikter. Det samme gør sig gældende for medarbejderne.

Problemet for lederne er også, at de mål og krav, der er styrende for deres arbejde, ikke understøtter kvalitet i arbejdet og ikke bidrager til et godt arbejdsmiljø. Hver fjerde leder siger, at der mangler balance mellem krav og ressourcer.

Forbedrer produktivitet
Lav ledelseskvalitet kan føre til både lavere produktivitet, mere stress og større sygefravær, viser den nye rapport, der peger på et væsentligt forebyggelsespotentiale gennem styrket ledelse.

Omkring halvdelen af FTF’erne oplever høj ledelseskvalitet. Men næsten hver fjerde FTF’er oplever en lav ledelseskvalitet i deres arbejde. Og en ud af seks mangler social støtte fra deres nærmeste leder.

Lav ledelseskvalitet fører blandt andet til lav jobtilfredshed og lav motivation og engagement i arbejdet. Det er desuden forbundet med lav indflydelse og lav rolleklarhed, viser rapporten.

Ved ikke nok om problemet
Mange ledere efterlyser også selv mere viden om psykisk arbejdsmiljø. Samtidig stiger de psykiske belastninger på jobbet, dokumenterer tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Alligevel er kun få ledere med personaleansvar klædt tilstrækkeligt på til at skabe et godt, psykisk arbejdsmiljø og forebygge stress blandt deres medarbejdere.

Det viser et særtræk fra en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø blandt 2.394 ledere og virksomhedsrepræsentanter fra 2015.

De blev spurgt, om ledere med personaleansvar bliver uddannet i at håndtere det psykiske arbejdsmiljø. Nej eller kun i ringe grad, svarer halvdelen af lederne og virksomhedsrepræsentanterne.

Giver stor jobtilfredshed
Lav ledelseskvalitet hænger ifølge FTF sammen med større risiko for stress og højere sygefravær.

Deres undersøgelse peger nemlig på et væsentligt forebyggelsespotentiale ved at styrke ledelseskvaliteten. Sammenligner man FTF’ere, der har en meget lav ledelseskvalitet med FTF’ere, der har en meget høj ledelseskvalitet, er andelen af stressede fire gange så høj - 44 procent mod 11 procent - og sygefraværet næsten dobbelt så højt - 15,4 dage mod 8 dage.

Høj ledelseskvalitet fører omvendt til stor jobtilfredshed, stor motivation og engagement i arbejdet, færre stressede, lavere sygefravær etc.

En indsats for at forbedre arbejdsmiljø, trivsel og helbred kan derfor med fordel tage afsæt i en indsats for at styrke ledelseskvaliteten på arbejdspladserne, konkluderer FTF.

Cowis undersøgelse for FTF dækker svar fra 9.641 personer. Af dem er 702 ledere.

Læs mere om: Cowi
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088