23948sdkhjf

Outline investerer tocifret millionbeløb i Farsø

Outline Vinduer har investeret et tocifret millionbeløb i et nyt opti-wood-anlæg, der efter planen står klar til brug i starten af 2019. Hermed vil vinduesproducenten også fremover håndtere fremstillingen af fingerskarrerede limtræ på fabrikken i Farsø, lyder det i en pressemeddelelse om investeringen.

Det nye anlæg skal erstatte det nuværende, fabrikken har haft de seneste cirka 20 år, og som tiden - på trods af løbende vedligehold og opgradering af både styring og dele - efterhånden er løbet fra.

- Det nye anlæg kommer til at give os et boost. Vi har store vækstambitioner og for at forløse dem, kræver det en øgning af vores kapacitet, og her bliver denne investering ganske afgørende. Det unikke ved det nye anlæg er særligt visionsystemet, der benytter røntgenteknologi, hvilket betyder, at det bliver langt nemmere og hurtigere at identificere eventuelle fejl i træet. Blandt andet derfor kører anlægget tæt på dobbelt så hurtigt som det gamle, mens træudnyttelsen bliver fem procent højere, fortæller direktør i Outline, Jens Sørensen.

- Det kan betale sig på den lange bane
Investeringen skal blandt andet understøtte den øgede efterspørgsel på Outlines leveringskoncept Lynlevering, der indebærer en leveringstid på fire dage. Efterspørgslen har allerede betydet, at virksomheden sidste år øgede kapaciteten på leveringskonceptet med 50 procent. 

Når Outline modtager træ på fabrikken i Farsø, vil det blive scannet og fotograferet i anlægget, og derefter opskæres træet og limes sammen med henblik på at fjerne defekter som knaster og revner. På den måde styrkes træets brudstyrke, og overfladen ensartes, hvilket gør limtræet ideelt til vinduesproduktion.

- Langt de fleste producenter vælger at købe limtræ uden for huset, netop fordi anlægget er en stor investering, men vi tror på, at det kan betale sig på den lange bane på grund af den kontrol, som vi får med både kvalitet og levering, siger Jens Sørensen. 

Den seneste i en række investernger
Det er den danske maskinproducent System TM i Odder, der er leverandør på anlægget. 

System TM leverede også det nuværende anlæg, og siden dengang er der sket rigtig meget på den tekniske front hos Outline.  

- Investeringen i det nye opti-wood-anlæg skal også ses i forlængelse af vores langsigtede investering i digital omstilling og industri 4.0-teknologi. Vi har gennem de seneste mange år investeret massivt i både medarbejdere med kompetencer inden for digitalisering samt nye systemer og spritnyt produktionsudstyr med al den nyeste teknologi, og den indsats har betydet, at vi i dag er med helt i front, når vi taler industri 4.0, siger Jens Sørensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173