23948sdkhjf

Over 26.000 besøgte BYGGERI'18

Den store byggemesse i Fredericia levede op til forventningerne

2018-udgaven af Byggeri-messen i Fredericia blev en succesrig én af slagsen.

Sådan lyder den umiddelbare melding fra administrerende direktør Palle Thomsen hos Brancheforeningen Danske Byggecentre, som fredag aften lukkede ned efter fire hektiske dage i det sydøstjyske:

- Det kan vi blandt andet takke de mange engagerede udstillere for, som i år har ydet en ekstraordinær indsats med de flotteste og mest inspirerende stande, jeg endnu har oplevet ved en Byggeri-messe, siger Palle Thomsen i en pressemeddelelse.

I øjenhøjde med håndværkerne
Rundt om i hallerne kunne de 26.318 besøgende opleve flere arbejdende stande. Blandt andet hos Ytong, hvor en murer opførte en væg af isoleringssystemet Multipor, og hos Dana Lim, hvor medarbejderne havde ladet jakkesættene blive hængende hjemme i klædeskabet for at møde håndværkerne i øjenhøjde.

- Vi ved, at de gerne vil mødes med en demonstration af vores produkter, så de kan se, hvordan de fungerer i forskellige sammenhænge. For det hjælper dem i sidste ende i deres egen hverdag, og det betyder, at de har noget mere håndgribeligt at tage med hjem i værktøjskassen, forklarede salgschef Flemming Drewes.

Også Unidrain havde stillet et mindre værksted op. Her stod murermester Kalle K.E. Christensen fra Odense og demonstrerede nyheden Unidrain Kvadrat – til glæde for nysgerrige forbipasserende i Hal E.

- Det er imponerende, så kreative virksomhederne er med deres stande. Unidrains stand er ingen undtagelse. Den er flot, og man føler sig taget godt imod, når man lægger vejen forbi, sagde murermester Andreas Salting.

Fire udstillere hædret for grønne tiltag
Blandt højdepunkterne på Byggeri-messen var Byggeriets Klimapriser, som i år blev uddelt for femte gang.

Komproment, Novopan og Wood Step vandt henholdsvis Miljøprisen, Klimaprisen og Energiprisen, mens H+H Danmark fik overrakt en særpris med fokus på arbejdsmiljø.

- Med uddelingen kaster vi lys over de producenter, der gør en ekstra indsats for at gøre det nemt at bygge klimavenligt. Vi er utroligt stolte over den bevågenhed, som klimapriserne får i branchen og den prestige, som priserne giver til vinderne, sagde Palle Thomsen ved prisuddelingen, hvor han samtidig glædede sig over, at Danske Byggecentre i år har modtaget væsentligt flere indstillinger til priserne end tidligere:

- Et byggeboom og en stigende efterspørgsel samt flere krav til byggeriet har sat ekstra fart på udviklingen af grønne innovative produkter, der både kan gøre dansk byggeri mere effektivt og bæredygtigt. Det har vi kunnet mærke, siger direktøren.

Næste Byggeri-messe afholdes i 2020.

Artiklen er en del af temaet BYGGERI'18.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.206