23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Unicon, Troldtekt og Deas

Unicon
Rene Fournaise, 47 år, er pr. 1. december 2017 ansat som ny Key Account Manager hos Unicon. Han vil indledningsvis være tilknyttet Unicons fabrik i Højby og fremadrettet den nye fabrik i Odense.

Rene Fournaise har mange års erfaring bag sig og kommer senest fra en stilling som Account Manager hos Hilti Danmark, hvor han bl.a. har beskæftiget sig med teknisk salg og løsningssalg til større byggeprojekter. Han har tidligere arbejdet som salgskonsulent og salgschef hos Viby El-værk.

Han blev uddannet tømrer i 2001, og han har i 12 år arbejdet som selvstændig tømrermester.

Kim Jensen, 46 år, er pr. 1. december 2017 ansat som ny Fleet Supervisor hos Unicon i Aalborg.

Kim har omkring 25 års erhvervserfaring, herunder 10 års ledererfaring. Han har et stort kendskab til opbygning samt vedligeholdelse af tunge køretøjer og kommer senest fra en stilling som Mechanical Manager hos BMS Heavy Cranes A/S.

Tidligere har han været ansat som driftschef hos Sawo A/S og driftsleder hos Man Last og Bus A/S.

Oprindeligt er Kim uddannet lastvognsmekaniker og lagerekspedient, men han har løbende gennemført en række kurser inden for blandt andet ledelse, konflikthåndtering og servicerådgivning. 

Troldtekt
Claus Juhlin er ny it- og økonomichef hos Troldtekt, som leverer akustikløsninger til alle typer arkitektur.

I 2018 vil han være med til at lede virksomheden gennem en fabriksudvidelse for 170 millioner kroner. Han kan desuden trække på sin erfaring, når Troldtekt vokser internationalt.

Claus Juhlin har de seneste syv år været CFO i Jensen Metal A/S, der er en dansk produktionsvirksomhed med international produktion. Tidligere har han blandt været ansat hos Kosan Crisplant. Claus Juhlin har en HD-uddannelse i regnskab og økonomistyring samt en HA-uddannelse i it.

Troldtekts tidligere økonomichef, Ulla Nørgaard Jensen, fortsætter i virksomheden som intern teamleder. Ulla Nørgaard Jensen har netop fejret 20 års jubilæum i virksomheden, og hun har selv ønsket, at en ny it- og økonomichef løfter Troldtekt mod yderligere vækst og internationalisering.

Deas
Peter Blomgreen er udnævnt til afdelingsdirektør og overordnet ansvarlig for Deas’ afdeling for Facility Services. Han skal stå for ledelsen af Facility Services, der varetager drift og viceværtservice på ejendomme, der administreres af Deas.

Peter Blomgreens primære fokus vil være at sikre en fortsat stabil drift af ejendommene, og at Deas kontinuerligt udvikler ydelser og services inden for ejendomsdrift, der matcher vores kunders behov.

Peter Blomgreen er 60 år og har været ansat i Deas siden 2009, senest som afdelingschef.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095