23948sdkhjf

Mulighed for milliard-besparelser i byggeprocessen

SBi-rapport: Byggesoftware kan give besparelser på op til 7 pct. i byggeriet
Tre byggeprojekter i milliardklassen - Mærsk Tårnet, Niels Bohr Bygningen og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse – har dannet grundlag for det første markedstilpassede forskningsprojekt af sin slags i Danmark, hvor SBi har udført en uvildig analyse af GenieBelt – en kommunikationsplatform, hvor byggeaktører løbende udveksler information til hinanden. Målet med kommunikationsplatformen er bl.a. at effektivisere og optimere byggeprocessen for alle byggeaktører lige fra den lille håndværksvirksomhed til arkitekter, ingeniører, entreprenører og store byggefirmaer.

McKinsey offentliggjorde i februar en rapport, der viste, at der et stort uudnyttet produktionspotentiale i byggeriet globalt – og at digitale værktøjer er en stor del af løsningen. Netop den pointe understøtter SBi i den nye rapport.

I rapporten, der er lige på trapperne, er der blandt andet undersøgt seks måneder af et 23-måneders byggeprojekt, hvor to procents direkte økonomisk gevinst kan måles på byggeprojektet. Et tal, der ifølge SBi potentielt kan nå syv procent, havde man målt på hele projektet. Desuden er der i forskningen ikke målt på de gevinster, som eksempelvis også opstår på virksomhedsniveau. Konklusionen fra SBi er derfor klar:

- Byggeaktører bør benytte sig af sådanne it-redskaber. Det vil ikke bare have direkte økonomiske besparelser, men også gøre projektplanlægning mere avanceret, forbedre planlægningen af byggeproduktionen, og bygherrer kan foretage prioriteringer på et bedre vidensgrundlag, siger SBi-forsker Jan Fuglsig Lambrecht.

- Den samlede gevinst for hele projektet har vi ikke undersøgt her, men hvis man antager, at der er samme byggeproduktionseffektivitet i resten af projektet med et lille fald de sidste måneder, som man ofte oplever i byggeprojekter, kan man potentielt ende på syv procents besparelser, siger han.

Kræver planlægning inden brug
Entreprenør Tommy Nielsen fra Juul & Nielsen A/S, er godt tilfreds med kommunikationsplatformen. Juul & Nielsen arbejdede på Mærsk Tårnet, hvor GenieBelt blev indført kort inde i byggeriet, har også haft direkte besparelser, men har Juul & Nielsen har ifølge Tommy Nielsen haft vanskeligt ved at vurdere alle effekter, da de ikke har lavet direkte målinger, og det var første gang, de brugte platformen.

Projektchef hos Juul & Nielsen, Martin van der Watt, oplyser, at man har haft en direkte synlig gevinst på ca. 2-3 pct. på byggesagen, samt stor dynamik og hurtig kommunikation ud i alle led.
- Det har skabt klarhed over problemer, og vi har fået viden til at sætte ind, hvor det giver værdi. Og så er der større gennemsigtighed for rapportering ved byggemøder og forhindringslister, siger han.

Men han har en formodning om at se flere besparelser, hvis der er en fast proces for planlægning før brugen af it-redskabet.

- Forhåbentligt sparer vi mere fremover. Det kræver forberedelse at sætte platformen op optimalt, og vi startede først med at bruge den lidt inde i projektet. Nu er vi i gang med at udvikle en LEAN-proces, der skal foregå inden, hvor vi forventer at øge værdien af redskabet markant, siger Martin van der Watt.

Bygningsstyrelsen er klar
Bygningsstyrelsen, der er bygherre på Niels Bohr Bygningen, følger – uden direkte reference til de verserende sager om budgetoverskridelser og byggestyringsproblemer - interesseret med i resultaterne, og ser især potentiale i bedre detail- og LEAN-planlægning ved at bruge digitale kommunikationsplatforme.

- Bygningsstyrelsen er meget opmærksom på de muligheder, som digitaliseringen rummer for vores byggeprojekter. Brugen af en fælles digital kommunikationsplatform styrker bl.a. detailplanlægningen af arbejdsopgaverne på byggepladsen. Kommunikationsplatformen er også et godt værktøj til LEAN-planlægning, som Bygningsstyrelsen generelt gerne vil fremme. Vi undersøger derfor løbende potentialet ved at benytte digitale platforme og it-værktøjer i vores byggeprojekter, siger vicedirektør i Bygningsstyrelsen Signe Primdal Lyndrup.

Enormt potentiale
For GenieBelt, der har været omdrejningspunktet for forskningen, er der forståeligt nok begejstring for resultatet.

- Der er ingen andre i verden, der pt. kan vise så høje videnskabeligt dokumenterede besparelser på byggerier i milliardklassen – og kun med en investering under 1.000.000 kr. Hvis vi siger, man sparer 5% på byggeriet i Danmark, er det over 10 milliarder pr. år. Og det er kun de direkte besparelser. Der er ikke indregnet reduceret spild, færre konkurser, færre voldgifter eller forøget investeringskapital, der frigives, siger Ulrik Branner, der er CEO i GenieBelt.

Kommunikationsplatformen GenieBelt bruges pt. i 43 lande. Herhjemme har blandt andet også Slagelse Kommune taget platformen til sig.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078