Caverion får ny topchef
Ny administrerende direktør for Caverion Danmark skal samle og videreudvikle den danske forretning
Den 56-årige Michael Højgaard er udnævnt til administrerende direktør for Caverion Danmark A/S fra 1. september 2017.
Caverion Danmark og Norge blev i januar 2016 lagt sammen til en fælles division med Knut Gaaserud som adm. direktør. Højgaard vil referere til Gaaserud.
Michael Højgaard har tidligere været adm. direktør hos Lindpro A/S og kommer fra en stilling som adm. direktør hos Air Greenland.
Knut Gaaserud ønsker sin nye medarbejder velkommen.
- Michael Højgaard vil være tæt på den danske forretning, og de danske medarbejdere. Han skal samle og udvikle den danske forretning. Vi har færdiggjort en strategi og skal gennemføre mange komplekse projekter og kontrakter de nærmeste år, siger Gaaserud.
Uddannet fra DTU og CBS
Michael Højgaard kommer fra en stilling som adm. direktør hos luftfartsselskabet Air Greenland. Fra 2005-2013 var han adm. direktør for Lindpro A/S, og fra 1998 til 2005 fungerede han som Vicepresident i SAS.
Han er uddannet fra Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School, INSEAD og Columbia Business School. Michael Højgaard er desuden bestyrelsesmedlem i CN3.
Michael Højgaard ser frem til stillingen hos Caverion Danmark A/S.
- I de fleste af de job, jeg har haft, har jeg arbejdet i store komplekse og teknisk orienterede virksomheder, hvor mit fokus har været kommercialisering og optimering gennem ledelse og medarbejderudvikling. Installationsbranchen er krævende, men har mange udviklingsmuligheder. Caverion Danmark har gennemgået en stor omstrukturering, og det bliver spændende at videreudvikle virksomheden, så den opnår en endnu stærkere position på markedet, siger han.
Michael Højgaard har tidligere haft stillinger som Projektingeniør hos Dansk Esso A/S, Projektdirektør hos PA Consulting Group A/S og Sektor Direktør hos Superfos Grovvarer A/S.
Han bor i Gentofte, er gift og har tre børn. Fritiden bliver brugt på løb, trekking, ski og familien.