23948sdkhjf

Elementproducent indleder stor fyringsrunde efter katastrofeår

Efter et år med et tocifret millionunderskud og massive udskiftninger i ledelsen ruller der nu hoveder i Taasinge Elementer, der lukker sin fabrik i Nordjylland

Med det dårligste resultat i et årti, et dundrende minus på 14,5 mio. kr., drager elementproducenten Taasinge Elementer nu konsekvensen og vil fremover huse sin produktion på færre lokationer. 

Selskabet skriver i en pressemeddelelse, at virksomheden lukker sin elementfabrik i Sindal i Nordjylland. Det betyder også, at 37 af de i alt 41 medarbejdere på fabrikken opsiges. Fire funktionærer bliver dog overført til andre dele af selskabet.

- Det er en tung beslutning for os at lukke fabrikken i Sindal og sige farvel til nogle gode, loyale medarbejdere, som vi sætter stor pris på. Men det er samtidig den rigtige beslutning for Taasinge Elementer som virksomhed. Vi står midt i en strategisk omstilling, hvor det er nødvendigt for os at tilpasse kapaciteten, siger adm. direktør Morten Walsted. 

Taasinge Elementer

  • Taasinge Elementer er etableret i 1971 og er blandt landets største producenter af præfabrikerede tag- og facadeelementer i træ. 
  • Virksomheden har to fabrikker i Danmark – på Tåsinge og i Sindal – samt en fabrik i Letland. De tre fabrikker producerer tilsammen cirka 300.000 kvm træelementer årligt til alle former for nybyggeri samt energirenovering.
  • Siden 2017 har Taasinge Elementer været en del af den børsnoterede koncern, Nordic Waterproofing, som også ejer blandt andet Phønix Tag og Hetag i Danmark.
  • Taasinge Elementer har eget montagefirma (TE Montage) og ejer desuden virksomhederne Annebergs Limtræ (Danmark), RVT (Norge) og LV Elements (Letland).

Kilde: Taasinge Elementer

Genopretning af balance

Producenten havde et mareridtsår i 2023, hvor blandt andet flere kundekonkurser ændrede produktionen i sådan en grad, at der blev dannet et enormt hul i regnskabet.

Nedskaleringen skal derfor ses som et led i genopretningen af balancen i Taasinge Elementers økonomi, står der i pressemeddelelsen. Ifølge oplysninger fra CVR gik selskabet fra 113 årsværk i juni til 95 i juli, mens det samlede antal ansatte forblev uændret på 129 - men det ændrer sig altså nu. 

Medarbejderne på tværs af koncernen blev informeret mandag, og der indledes nu forhandlinger mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter om rammer og vilkår for fratrædelserne.

Med lukningen efterlades elementproducenten med sit hovedkvarter på øen Tåsinge i Sønderjylland, en fabrik i Letland og datterselskabet Ringsaker Vegg- og Takelementer (RVT) i Norge. Driften fortsætter uændret på disse lokationer, og det oplyses, at alle ordrer fra fabrikken i Sindal kan gennemføres på de øvrige fabrikker uden forsinkelser.

Taasinge Elementer A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 43,0 72,1 83,6
Resultat af primær drift -15,9 2,7 5,7
Resultat før skat -20,0 1,0 3,1
Årets resultat -14,5 1,1 2,2
Balancestatus 188,1 206,3 173,2
Egenkapital 1,1 3,8 2,3
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113