23948sdkhjf

El-værktøjet bliver digitalt i 2017

Nye apps og trådløs teknologi skaber sammen med sensorer og chips en helt ny epoke for el-værktøj
Hvis du ikke gider at tale med din kollega på byggepladsen, så kan du fremover kommunikere med dit el-værktøj og få det til at opføre sig nøjagtigt som du vil have det. Og det kan du næppe få kollegaen til!

Flere af de store producenter af el-værktøj er i fuld gang med at udvikle teknologiske platforme som gør det muligt bl.a. at hente data fra de maskiner du eller dine svende bruger. Det gælder f.eks. driftstid, varmeudvikling i motor og batteri, info om service, tracking, der viser hvor og hvem der bruger maskinen, hvor mange og hvilke maskiner du råde over osv – det er faktisk kun fantasien der sætter grænser. For teknologien er allerede til rådighed.

Menneske og maskine
Bosch er en af frontløberne, når det gælder begreber som Internet of Things (IoT) og connectivity. Groft sagt dækker disse begreber over online-kommunikation med f.eks. akku-værktøj. Men det kunne lige så godt være en bil eller et køleskab eller noget helt tredje

Der er fokus på onlinebaseret teknologi, når Bosch i dag udvikler produkter og features, der skal gøre specielt akku-værktøj mere intelligent og håndværkerne mere effektive. For Bosch er der et klart og tydeligt formål: Det handler om at optimere håndværkernes arbejdsforhold og sikkerhed og reducere spildtid.
På den vis tilføjer man el-værktøjet en helt ny dimension – eller rettere –en mulighed for smart og intelligent kommunikation mellem menneske og maskine.
Udgangspunktet er din smartphone eller tablet og intelligente akku-maskiner.

Kontrol over værktøjet
Men, hvad er det så konkret, der kommer til at ske med værktøjet i 2017?
Jo, ifølge salgsdirektør for Bosch Power Tools i Danmark, Lasse Dalsgaard, så skal nye apps og smarte features være med til at løse nogle af de udfordringer, som håndværkerne møder i deres dagligdag.

- Connectivity gør det nemlig muligt at kommunikere med værktøjet på afstand, tilpasse indstillinger efter personlige behov og indsamle data om brugen af værktøjet. Det giver bedre sikkerhed og sikrer optimal udnyttelse af maskinerne, forklarer Lasse Dalgaard.

Han fremhæver, at mange håndværkere, f.eks. taglæggere ofte arbejder i positioner, der kan gøre det svært at holde værktøjet med to hænder. De kan derfor have behov for at indstille kick-back funktionen på boremaskinen til at sætte ind tidligere end standardindstillingerne dikterer for at skåne deres håndled.
- Og ved brug af en vinkelsliber på rustfrit stål kan det være en fordel at starte langsomt ud og derved undgå, at vinkelsliberen glider på materialet. Det er bare et andet eksempel på en indstillingsmulighed i Bosch’ nye, digitale univers, siger Lasse Dalsgaard.

Ny batteriteknologi
Christoffer Baumgarten, der er produktchef for Bosch akku-maskiner i Skandinavien lægger ikke skjul på, at 2017 i høj grad kommer til at stå i de batteridrevne værktøjers tegn.
- Mens 60 pct. af markedet i 2013 var batteridrevet, er tallet i dag oppe på 68 pct. Både batterier og ladeteknologi gør i dag de trådløse værktøjer lige så kraftfulde som ledningsdrevne på op til 1.500 watt, understreger Christoffer Baumgarten

Den hastige udvikling har bl.a. medført en ny generation af battericeller, der udnytter energien bedre. Med det nye GBA 18V 6.3Ah EneRacer batteri er man f.eks. gået fra 2,6 ampere til 6,3 ampere. En udvikling, der bl.a. skyldes Bosch’ samarbejde med bilindustrien.
- Og det er disse trådløse værktøjer, der nu, ved hjælp af særligt fremstillede chips med sensorteknologi, bliver forbundet gennem Bosch’ egne apps. Teknologien kan også tilføres de Bosch-værktøjer, man allerede har, forklarer Christoffer Baumgarten.

To apps giver overblik
Bosch har allerede to apps til rådighed. Den ene app, Bosch Toolbox, hjælper dig med at holde styr på og indstille dit værktøj efter egne præferencer og er allerede blevet downloadet over 5 mio. gange. App’en find og tilføjer dit værktøj på et par sekunder. Du kan nu ændre navn, indstillinger, gøre dit værktøj personligt, registrere garanti og finde manualen, hvis du smider den fysiske udgave væk. Desuden kan du se, hvor du sidst har brugt værktøjet, og også tracke alle dine værktøjer i realtid.

Med den anden app Bosch Opmålingskamera kan du registrere præcise målingsværdier og markere særlige forhold, f.eks. vinduer og ledninger. Du kan oprette projektmapper med flere plantegninger i hver – og så kan du dele dem med andre med et enkelt tryk på din smartphone.
Begge apps er gratis og kompatible med iPhone og Android.

Nye maskiner på vej
Bosch er klar med nye boremaskiner (GSR/GSB 18V-60 C, GSR/GSB 18V-85 C), en vinkelsliber (GWS 18V-125 SC) og en arbejdslampe (GLI 18V-1900 C), der alle kan kommunikeres med ved et enkelt tryk på en smartphone.
Også måleværktøjerne får en opgradering med GCL 2-50 CG, hvis grønne laserlys ses 4 gange bedre end den originale røde (GCL 2-50 C).
Og så giver en trådløs lampe større fleksibilitet, når der ikke er adgang til strøm, hvor man arbejder. Med indstillingerne kan man desuden vælge, hvilke lamper, der skal tændes hvornår – og indstille dette i forvejen.

Artiklen er en del af temaet Værktøjstest.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079