23948sdkhjf

876 byggevirksomheder gik konkurs sidste år

Antallet af konkurser nåede det højeste niveau siden 2010, men samtidig stiger både aktiviteten og beskæftigelsen. Læs forklaringen på paradokset her.

Vi starter med fakta:

  • 65 virksomheder fra bygge- og anlægsbranchen drejede nøglen om i december sidste år.
  • Totalen for 2016 lyder dermed på 876 konkurser.
  • Det er en stigning på 44 procent i forhold til 2015 og det højeste antal siden 2010, hvor 1.005 virksomheder gik fallit.

2016 var med andre ord det blodigste for bygge- og anlægsbranchen i flere år. Men hvordan passer det så med, at aktiviteten buldrer af sted, mens branchens beskæftigelse i 2016 lå på det højeste niveau siden 2009?

Stor andel af inaktive virksomheder
En del af forklaringen er, at andelen af konkursramte nulvirksomheder i 2016 var ekstraordinært høj. Nulvirksomheder er inaktive firmaer, der ikke har ansatte og som omsætter for mindre end en million kroner. De udgør normalt en tredjedel af den samlede gruppe af konkursramte virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, men i 2016 var andelen helt oppe på 45 procent.

Det betyder konkret, at antallet af konkursramte bygge- og anlægsvirksomheder med aktivitet var på 478 sidste år. De 398 resterende virksomheder var bare tomme skaller, som især blev ramt sidste år, fordi Skat atter begyndte at inddrive gammel gæld efter flere år med problemer på området.

At 478 aktive selskaber gik konkurs i 2016 er en stigning på 24 procent i forhold til 2015, men det ligger samtidig under normalen for perioden 2009-2016, hvor 505 aktive selskaber i gennemsnit er gået konkurs hvert år.

Og mange konkursramte uden beskæftigelse
Endvidere er det interessant at se på, hvor mange af de konkursramte virksomheder, der faktisk har beskæftigelse. Det gælder normalt for cirka 55 procent af fallentvirksomhederne, men sidste år var den andel nede på 45 procent. Eller sagt på en anden måde: mere end 90 procent af sidste års konkursramte virksomheder beskæftigede ni eller færre ansatte, mens mindre end 2 procent havde flere end 20 ansatte.

Blandt forklaringerne på dette hører, at de økonomiske krav til at starte et selskab er sænket med muligheden for at oprette et iværksætterselskab for blot en krone. Det har utvivlsomt tiltrukket entreprenante typer i en tid, hvor bygge- og anlægsbranchen rider på en positiv bølge.

Når en uforholdsmæssig stor andel af disse nystartede virksomheder så går konkurs igen, påvirker det selvsagt den samlede statistik på området – uden at det kan mærkes på beskæftigelsen i branchen.

Og dermed kan paradokset i branchen, hvor både konkurser, aktivitet og beskæftigelse stiger, altså for så vidt forklares med samme middel, som har skabt det: tallene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109