Ny Limfjordsforbindelse er en god forretning
Investeringen i en ny, tredje Limfjordsforbindelse kan tjene sig ind på kun 18 år
- Når tallene viser, det kan betale sig at investere i en ny bro, er det netop for at minimere tiden, hvor man sidder bag rattet og ikke kan arbejde, og hvor varetransporter holder stille i trafikken, siger formand i Dansk Byggeri Nordjylland, Ole Bæk Pedersen.
Tal fra Vejdirektoratet viser, at forsinkelser hver dag koster 4.700 ekstra timer for trafikanterne bag rattet.
- Os, der driver håndværksvirksomhed, vil kunne gøre det meget mere effektivt og nå ud til flere kunder, hvis ikke presset fra broen og tunnellen forårsagede så mange kødannelser, så vores medarbejdere spilder så meget tid med at holde i kø i stedet for at udføre arbejde for kunderne, siger Ole Bæk Pedersen.
Ifølge Krakas analyse har projektet en intern forrentning på otte procent om året. Det betyder, at investeringen på cirka 6,8 milliarder kroner til en ny forbindelse over Egholm vil tjene sig selv ind alene på grund af de positive effekter. Tommelfingerreglen er, at så snart forrentningen er fire procent eller mere, er projektet en gevinst for samfundet.
- De tal, som vi har set, viser tydeligt, at en 3. Limfjordsforbindelse ikke alene vil komme håndværksvirksomhederne til gode, men det vil også være en rigtig god samfundsmæssig gevinst at investere i en 3. Limfjordsforbindelse. Derfor ser jeg heller ikke nogen grund til, at politikerne ikke får sat projektet i gang i nær fremtid, siger Ole Bæk Pedersen og tilføjer:
- Især for virksomhederne længere væk fra byen handler det også om at have adgang til så mange medarbejdere som muligt, så man kan skabe den stærkest mulige virksomhed. De har også interesse i at mindske transporttiden til og fra Aalborg, der oplever en stor tilflytning i disse år.
Se listen over kloge investeringer i infrastruktur her