23948sdkhjf

RGS90 fordobler kapaciteten

Virksomheden har udvidet et spildevandsrensningsanlæg og kan behandle industrispildevand fra andre lande
Med et fornyet spildevandsrensningsanlæg ved Skælskør på Sjælland fordobler affaldsbehandlings- og ressourcevirksomheden RGS90 kapaciteten. Samtidig giver anlægget et løft til virksomhedens eksportindtægter, da det især skal bruges til at rense koncentreret industrispildevand hentet uden for Danmarks grænser og sejlet til hertil med skib.

Det vurderer RGS90 adm. direktør, Henrik Grand Petersen, der i går kunne indvie spindevandsrensningsanlægget.

- Vi har en teknologi, som gør os meget konkurrencedygtige i forhold til alternative rensningsmetoder. Samtidig kan vi behandle store volumener. Det har gjort os til en attraktiv samarbejdspartner for en række industrier herhjemme og i stigende grad også i resten af Norden, siger Henrik Grand Petersen.

Spildevand til Danmark

RGS90 renser spildevandet biologisk. Det vil sige, at mikroorganismer medvirker til at gøre procesvand fra eksempelvis offshore- og medicinalsektoren så rent, at det kan ledes tilbage til naturen.

Dermed er processen i sig selv miljøvenlig sammenlignet med alternativer som stærkt energikrævende inddampning. Ifølge Henrik Grand Petersen er det med til at få flere og flere udenlandske kunder til at vælge at transportere deres forurenede spildevand til Danmark for at få det renset på en miljømæssig og økonomisk forsvarlig måde.

- Der er et stigende fokus på cirkulær økonomi og på at passe på miljøet. Det betyder, at lovgivningen, både på nationalt niveau og på EU-plan, til stadighed bliver skærpet. Dermed skal mere og mere industrielt spildevand behandles, og den udvikling giver vækstmuligheder for en virksomhed som vores, siger han.

Kigger mod Benelux

Udvidelsen af RGS90’s vandrensningsanlæg kommer, efter virksomheden tidligere på året etablerede en modtagecentral lige i omdrejningspunktet for den store norske offshoresektor, Mongstad nord for Bergen. Her ligger blandt andet Norges største olieraffinaderi.

Modtagecentralen betyder, at RGS90 nu også kan tilbyde at modtage mindre vandmængder ad gangen fra norske kunder. Den er led i en ny kommerciel overbygning på virksomhedens tekniske kompetencer, der ud over vandrensning omfatter rensning og jord og genbrug af byggematerialer. Ud over at satse på det nordiske marked, er der ifølge Henrik Grand Petersen også potentiale for at afsætte miljørigtig, dansk vandrensning syd for grænsen.

- Her snakker vi ikke om næste år, men lidt længere ude i fremtiden vil det i forhold til logistikken være oplagt at kigge på Benelux-regionen og Tyskland, siger han.

Hollandske Rotterdam er Europas største oliehavn, og Tysklands omfattende kemiske sektor ligger også i en afstand, der gør transport af koncentreret industrispildevand til Danmark realistisk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141