23948sdkhjf

Bedre rådgivning om dampspærre og klimaskærm

STARKs medarbejdere skal med ny uddannelse være bedre klimaskærmsrådgivere
For danske håndværkere er det en stående erfaring, at byggeriets regler og krav hele tiden ændrer sig, og ansvaret for at implementere ændringerne falder altid tilbage på håndværkerne.

Det skaber udfordringer, da det kan være svært at få et præcist overblik over reglernes betydning for den daglige byggepraksis.

Byggemarkedskæden Stark satser - i lyset af de mange ændringer af byggeriets regler - på dampspærrerådgivning, som er et område, der kan være præget af lidt for hurtige løsninger og gamle vaner.

- De konstante ændringer af reglerne er en udfordring for håndværkerne. Især i forhold til dampspærrer efterspørger de viden og knowhow om løsninger, der indfrier de skærpede krav til tæthed, siger category manager Christian Hvidkjær Frederiksen fra Stark til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Ikke aktier i produkter

Stark har derfor netop uddannet 75 medarbejdere landet over til klimaskærmsrådgivere, der ifølge virksomheden står klar til at rådgive håndværkerne om blandt andet effektive og sikre dampspærresystemer.

Men er det så kun Starks produkter, vi taler om?

- Nej kursisterne har også fået undervisning i andre produkter. Vi havde faglige oplæg af en af landets førende eksperter i brug af disse løsninger, nemlig Johnny Lundgren fra Roskilde Tekniske Skole. Han havde ikke aktier i bestemte produkter og havde udelukkende fokus på metoder efter indførelsen af BR15, siger Christian Hvidkjær, der dog tilføjer, at de praktiske øvelser foregik med Starks systemer.

- En udfordring er, at produkterne bliver blandet ude på byggepladserne. Måske bruger man én type dampspærre og en anden type tape. Og derfor kan producenten fraskrive sig ansvaret når man ikke benytter det, der er blevet testet sammen, siger Christian Hvidkjær.

Viden efterlyses

- Rigtig mange håndværkere efterlyser knowhow om effektive løsninger, der sikrer, at de kan indfri de skærpede tæthedskrav. Det gælder ikke mindst i forhold til dampspærrer, der er kommet endnu mere i fokus på grund af risikoen for utætheder, som blandt andet kan medføre fugtproblemer i det færdige byggeri, siger Christian Hvidkjær Frederiksen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Korrekte metoder

Han påpeger, at byggemarkedskæden dagligt er i dialog med tusindvis af håndværkere og derfor har man uddannet de 75 medarbejdere fra Stark-byggemarkeder over hele landet i klimaskærmsrådgivning med fokus på - ifølge virksomheden - sikre systemer inden for både dampspærrer og vindspærrer.

Ud over de eksterne faglige oplæg om aktuelle regler og lovgivning på området bød uddannelsen på praktiske workshops om korrekte montagemetoder.

Lidt af en jungle

- Håndværkerne henvender sig i dag i byggemarkederne, når de søger svar på, hvilke løsninger de kan anvende for at være sikre på at bygge efter reglerne. Det kan være lidt af en jungle at finde rundt i, og vi har derfor ønsket at styrke vores rådgivningskompetencer på både det teoretiske og det praktiske plan, siger HR-direktør Per Pedersen fra Stark.

Håndværkere har også mulighed for at komme på såkaldte mestermøder i byggevarekæden. Her kan de også blive klogere på vindspærrer, som har fået nyt aktualitet med for eksempel de berygtde MgO-plader, der ikke viste sig opgaven voksen hos Dokk1 i Aarhus eller i utallige almene boliger.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109