23948sdkhjf

Dansk altankoncept til Sydsverige

Altan.dk vil sælge altankoncept i Sverige, hvor boligejerne er vilde med dansk design
Nu sigter den danske virksomhed, Altan.dk også mod det sydsvenske marked.

- Vi vil etablere os på det svenske marked og på sigt blive en afgørende faktor. Malmø og Helsingborg er meget tæt på vores danske hjemmemarked. Potentialet er tilsvarende stort i Sverige, siger Søren Faebo Larsen, der er udviklingsdirektør i Altan.dk.

Det er en stor udfordring at bevæge sig til udlandet, men den Sorø-baserede virksomhed er ikke i tvivl om, at visionen bliver til virkelighed. Ambitionen er at runde 30 millioner kroner i svensk omsætning i 2020. Det betyder en udvidelse af antallet af medarbejdere, da den svenske satsning vil kræve yderligere 25 altanmontører.

- Vi har talt om et muligt svensk fremstød i et par år og har allerede sat gang i vores første byggeri. Vi afgiver snart tilbud på tre andre svenske entrepriser, og vores montører får dagligt mange forespørgsler fra folk, der er interesserede i at få bygget altaner til deres lejlighed. Det tegner godt, siger Søren Faebo Larsen og forklarer:

- Det er mit indtryk, at svensk altanbyggeri ofte løses af mange forskellige underentreprenører. Vi tilbyder et helt andet koncept, hvor kunden slipper for at agere professionel bygherre over for flere leverandører.

Svensk netværk
Det er dyrt, når danske virksomheder bevæger sig ud på fremmed grund i omkringliggende lande. Selv Sydsverige er en udfordring, da eksempelvis lovgivning, kontrolforordninger og markedsstruktur ikke nødvendigvis matcher de hjemlige.

- Vi starter helt fra bunden og finder ud af, hvordan markedet er indrettet. Projektet i Malmø skal gennemføres til perfektion, så vi kan bruge det som fremtidig reference. Vi går ind på det svenske marked med fuld musik, og det er ikke billigt. Vi håber, at vi kan begynde at tjene nogle svenske kroner i løbet af fem år, siger Niels Urban, der er salgsdirektør i Altan.dk.

Den første svenske opgave blev vundet i en udbudsrunde, som den danske altanmontør kom med i takket være sine svenske leverandører. Fremover ønsker Niels Urban dog ikke, at udbudsprocesserne skal trækker resultaterne hjem.

- Vi vil i direkte dialog med boligforeningerne. Det er mest effektivt. Vi har et koncept, hvor vi varetager hele processen fra idé til færdigbygget altan. Det skal vi sælge os selv på. Vi mener, at der er nogle områder som design, finish og detaljegrad, hvor vi kan slå vores svenske konkurrenter. Det skal vi udnytte, fortæller Niels Urban.

Altan.dk vil i Sverige først og fremmest koncentrere sig om Malmø og Helsingborg, mens det danske marked skal udvides til at omfatte alle større provinsbyer i landet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235