Brolæggerlauget får flere medlemmer
Brolæggerlaugets oldermand Claus Johnsen glæder sig over en medlemstilgang på ti pct. i 2016
Sådan gjorde oldermand Claus Johnsen status på Brolæggerlaugets konference i Ebeltoft forleden.
Oldermanden kunne også fortælle, at Brolæggerlauget er en af de mest aktive sektioner i Dansk Byggeri, og at der er stor interesse for de kurser og arrangementer, der afholdes.
- Sammenhold og faglighed er kernen i laugets arbejde og virke, og jeg håber meget, at vi kan fortsætte med at vokse og ikke mindst få flere unge mennesker til at vælge vores fag. Vi gør alt hvad vi kan for at finde lærepladser til at dem, der vælger brolæggerfaget, siger oldermand Claus Johnsen.
Lauget har også optaget fire interessemedlemmer med tilknytning til branchen - herunder leverandører af materialer og udstyr, og flere står på spring. Med et interessemedlemsskab kan de associerede virksomheder blandt andet deltage i laugets faglige arrangementer og på generalforsamlingen, og kan ligeledes tilmelde sig kurser til favorable priser.
Heldagskurser om projektering og kvalitet
Der bliver som regel hurtigt fyldt op med kursusdeltagere, når Brolæggerlauget i Dansk Byggeri udbyder kurset med titlen ”Brolægning - kursus for tilsynsførende”. Kurset henvender sig til landskabsarkitekter, arkitekter, projekterende, rådgivere, bygherrer, eller kort sagt til alle der arbejder med brolægning og belægninger.
- Tilbagemeldingerne fra vores medlemmer er, at de kan mærke, at de tilsynsførende er blevet klædt bedre på. Og mere viden om kvalitetsbelægning udført efter reglerne giver et mere kvalificeret samarbejde. Derfor ønsker flere og flere brolægningsfirmaer også at blive tilknyttet Brolæggerlauget, hvor de får den fornødne viden og efteruddannelse, fortæller oldermand Claus Johnsen.
Med udgangspunkt i den reviderede udgave af Dansk Standard DS 1136 får kursusdeltagerne råd om projektering af belægningsopgaver og holdbare belægninger samt korrekt bundopbygning. Der sættes fokus på, hvordan man vurderer kvaliteten af et arbejde og om de krav man som tilsyn og bygherre kan stille til brolægningsarbejdet..