Uddannelse skal sikre bedre TV-inspektion i kloakkerne
Fokus på uddannelse af TV-inspektører skal gøre kvaliteten af TV-inspektion endnu bedre
Det sker ud fra devisen, at der er bedre at forebygge end at helbrede.
Det mener Kloakmestrenes TV-Inspektion, som er stiftet og drives af brancheforeningerne Danske Kloakmestre, Kloaksektionen under Dansk Byggeri, samt Danske Maskinstationer og Entreprenører.
De tre største foreninger på kloakfronten i Danmark står bag certificeringsordningen. Den sikrer optimal kvalitet i de tv-inspektioner af kloaksystemer, der foretages af autoriserede kloakmestervirksomheder landet over. Fremover skal kvaliteten højnes yderligere.
Hidtil har certificeringsordningen hovedsagelig været en kontrolordning, som tjekkede kloakmestrenes inspektioner efter, at de var udført. Men der er langt mere fornuft i at komme på forkant ved at lægge kræfterne i uddannelse og efteruddannelse af tv-inspektørerne. Fremover udføres kontroldelen gennem virksomhedens KLS-system via egenkontrol og ekstern audit, som det også er tilfældet på det autoriserede kloakarbejde.
- Vi vil simpelthen uddanne tv-inspektørerne så godt, af fejlene ikke sker. Derfor flytter vi fokus fra kontrol til uddannelse, fastslår kloakmester Tom Ewers, som driver virksomheden Sydkystens Brolægning & Kloak i Taastrup. Han er medlem af bestyrelsen i Kloakmestrenes TV-Inspektion som repræsentant for brancheforeningen Danske Kloakmestre.
- Det er en rigtig god ting ved Kloakmestrenes TV-Inspektion, at alle medlemmerne er autoriserede folk. Enhver kan jo købe et tv-inspektionssystem. Men da det er Danske Kloakmestre, Kloaksektionen under Dansk Byggeri og Danske Maskinstationer og Entreprenører, der står bag ordningen, er samtlige tv-inspektører også autoriserede kloakmestre. Dermed har hus- og grundejerne sikkerhed for, at den tv-inspektør, der kommer ud, virkelig er en fagmand, som véd noget om kloaksystemer, siger Tom Ewers.