Første nye andelsboliger i København i 10 år
Blandt de 2.000 nye boliger, som FB-Gruppen er ved at opføre på det gamle grønttorv i Valby, er en række nybyggede andelsboliger
Visionen er, at den nye bydel skal have en blandet beboersammensætning. Derfor opføres boliger på arealet til familier, ældre og unge – og der kommer både leje- ejer og andelsboliger. Sidstnævnte bliver de første af sin slags, der bygges fra grunden i København indenfor de sidste 10 år.
Ny bydel skal være for alle
Det er FB-Gruppen der står bag det ambitiøse byggeprojekt på Grønttorvet. FB-Gruppen har bygget omkring 1200 boliger i Københavnsområdet – et antal, der forventes fordoblet med byggeriet af ”Det Nye Grønttorv”.
For administrerende direktør Hans-Bo Hyldig er projektet en oplagt mulighed for at skabe en bydel, hvor der er plads til alle de mange forskellige mennesker, der vælger at bo og leve i København.
- Vi får mulighed for at skabe rammerne om en hel lille by, der får en god blanding af almene boliger, lejeboliger, andelsboliger og ejerboliger - som alle bliver til at betale, siger Hans-Bo Hyldig, og tilføjer:
- ”Det Nye Grønttorv” får familieboliger, seniorboliger og ungdomsboliger, og der kommer lejligheder samt række- eller byhuse med små haver. Det bliver samtidig en grøn bydel – i midten anlægger vi en park på 20.000 kvadratmeter, hvor dele af de gamle auktionshaller vil blive integreret, for at hylde områdets historiske betydning.
De nye andelsboliger præsenteres for første gang på lørdag, på messen ”Fremtidens Andelsbolig”.