23948sdkhjf

Asfaltfabrik risikerer lukning på grund af stank

En asfaltfabrik ved Hjallerup udsender så stærk lugt, at kommunen må gribe ind
Naboer til asfaltfabrikken NCC Roads ved Hjallerup i Nordjylland føler sig generet af lugten fra fabrikken, og nu har Brønderslev Kommune, som er miljømyndighed, konstateret, at fabrikkens lugtmålinger ikke holder sig indenfor det tilladte.

Det har fået kommunen til at varsle om et påbud, fortæller formand i teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune Karsten Frederiksen (C) til DR Nordjylland.

- Virksomheden kan blive lukket, hvis ikke de kommer med en forklaring på, hvad det er, der er galt. Nu har fabrikken 14 dage til at få det her undersøgt, siger han.

Afventer svar fra embedslæge
Brønderslev Kommune modtog lugtrapporten fra asfaltfabrikken i går og har kontaktet Miljøstyrelsen for at få sammenlignelige tal fra andre virksomheder, men sådanne tal findes ikke.

Derudover har kommunen fremsendt målingerne til embedslægen, som ikke vurderer, at der er behov for at gribe ind her og nu.

- Problemet er, at der kan være nogle ting i de her lugte, som kan være skadelige for folk. Man har ikke belæg for at sige, at det er skadeligt på det her niveau, men tallene er over det, der er tilladt, siger Karsten Frederiksen.

Brønderslev Kommune afventer nu virksomhedens redegørelse og indsatsplan samt svar fra embedslægen.

- Så beslutter vi på baggrund af tallene og signaler fra embedslægen, om det er nødvendigt at lukke virksomheden, siger Karsten Frederiksen til DR Nordjylland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204