Fem entreprenører er prækvalificeret til stort sygehusbyggeri
Region Syddanmark har fundet de fem prækvalificerede hovedentreprenører til anden del af byggeriet af akutsygehuset i Aabenraa til omkring 700 mio. kroner
Projektet indeholder blandt andet 120 enestuer med eget bad og toilet, laboratorier, en ny intensivafdeling og en ny helikopterlandingsplads. Fase to står til at koste omkring 700 mio. kroner.
De fem prækvalificerede er 5E Byg A/S, Hoffmann A/S, MT Højgaard A/S, NCC Danmark A/S og et samarbejde mellem Max Bögl og Jørgen Friis Poulsen I/S.
Syv ansøgninger
Syv havde ansøgt om prækvalifikation til opgaven, hvilket Region Syddanmark beskriver som en meget tilfredsstillende interesse. I udvælgelsen blev kandidaterne vurderet på deres referencer. Hver enkelt ansøger vedhæftede 10 referencer.
"Jo bedre referencer kandidaterne havde i forhold til opgaven, jo større sandsynlighed var der for, at de blev prækvalificeret. Erfaringer med sygehusbyggerier vægtede højt i denne sammenhæng, mens erfaringer med eksempelvis industribyggerier ikke gav så mange point", siger Martin Djørup, projektchef for sygehusbyggeriet.
Færdigt i 2020
De fem kandidater skal aflevere et indledende tilbud den 2. december i år, hvorefter der vil være to forhandlingsrunder med mulighed for at tilpasse tilbuddet, inden det endelige tilbud skal afleveres den 26. januar 2017.
Tilbuddene vurderes ud fra tre kriterier. Pris vægter 60 procent i bedømmelsen. Proces og metoder vægter 20 procent, og det samme gør kompetencer og organisation.
Det er planen, at byggeriet skal gå i gang i 2017 og stå færdigt i 2020. Det kommer til at ske ud fra det forslag, som rådgivningsvirksomheden Cowi har tegnet sammen med underrådgiverne Friis & Moltke, Ravn Arkitektur og Møller & Grønborg.
Samlet set kommer fase to til at koste omkring 700 mio. kroner i 2009-priser og fylde 33.500 kvm, hvoraf cirka 23.000 kvm vil være nybyggeri.
Læs hele udbuddet her .
Akutsygehuset i Aabenraa, fase 2
De fem prækvalificerede:
5E Byg A/S
Hoffmann A/S
Max Bögl og Jørgen Friis Poulsen I/S
MT Højgaard A/S
NCC Danmark A/S
Se flere detaljer om udbuddet på Licitationens hjemmeside.
De fem prækvalificerede:
5E Byg A/S
Hoffmann A/S
Max Bögl og Jørgen Friis Poulsen I/S
MT Højgaard A/S
NCC Danmark A/S
Se flere detaljer om udbuddet på Licitationens hjemmeside.