Nye regler for køre- og hviletid på vej
Regeringen lægger op til en række ændringer af reglerne om køre- og hviletid
Ministeren bebudede ændringerne allerede for 14 dage siden, da Hans Christian Schmidt holdt oplæg for DI Transport på Transportens dag.
Transport- og Bygningsministeren har i den anledning inviteret virksomheder, arbejdsgivere og organisationer til møde i ministeriet 25. oktober 2016, hvor ministeren vil præsentere sine overvejelser.
DI Transport ser frem til lovforslaget, hvor man længe har ønsket en revision af sanktionerne for småfejl i forbindelse med f.eks. fejlbetjening af det digitale kontrolapparat, samt en lettere og mere smidig virksomhedskontrol.
- Det er meget positivt, at ministeren nu tager fat på det her område, så der forhåbentlig kommer mere rimelighed i sanktionerne, siger chefkonsulent i DI Transport Rune Noack.
DI Transport peger samtidigt på, at man skal målrette kontrollen af virksomhederne, der i dag er meget omfattende og fokusere for meget på at gennemgå alle chauffører for småfejl. I stedet skal kontrollen fokusere mere på de virksomheder, der har rod i butikken.
- Mange virksomheder har gjort en stor indsats med egenkontrol og programmer til at overvåge, at reglerne bliver overholdt. Derfor kan man sagtens målrette kontrollen mere, så man går efter dem, der bevidst forsøger at snyde, siger Rune Noack.
DI Transport peger endvidere på, at småfejl i betjeningen af det digitale kontrolapparat bliver straffet alt for hårdt. En undersøgelse udført for Trafikstyrelsen i 2014 blandt chaufførerne viste, at det værste ved at være chauffør var risikoen for bøder og de mange regler, man skal sætte sig i.
- Vi har behov for at få nye chauffører til branchen, og derfor nytter det ikke at skræmme dem væk med hårde straffe for små sjuskefejl, der ikke har betydning for trafiksikkerheden, siger Rune Noack.
Lovforslaget vil efter planen blive fremlagt for Folketinget i februar 2017.
Kilde: DI Transport