Nordjysk byggeoptimisme
Den nordjyske byggebranche beskæftiger syv procent flere i forhold til sidste år
Faktisk viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at 840 flere nu arbejder i byggebranchen i Nordjylland, hvilket svarer til en stigning på syv procent i forhold til samme tid sidste år.
”Selvom der bygges mest i og omkring Aalborg, håber jeg, at den store byggeaktivitet vil brede sig til resten af regionen”, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland, Ole Bæk Pedersen.
Det er ifølge ham blandt andet de store byggeprojekter i og omkring Aalborg, der skaber optimisme blandt håndværksvirksomhederne.
”Når nu der blandt andet bygges store projekter i Aalborg så som et det nye universitetshospital og nye, attraktive lejligheder ved Limfjorden og ved Godsbaneanlægget, så er det noget, der gør, at håndværksvirksomhederne tør ansætte flere og måske endda tage en ekstra lærling ind”, siger Ole Bæk Pedersen.
Men også opgaver for privatpersoner er begyndt at fylde mere i ordrebogen, bemærker Ole Bæk Pedersen.
”Lige nu er der flere, der køber bolig i Nordjylland. Det kan vi mærke i håndværksvirksomhederne, fordi der så som regel lige skal renoveres, males eller skiftes vinduer, når der bliver købt og solgt boliger”, siger Ole Bæk Pedersen
At der er kommet gang i det nordjyske boligmarked viser også tal fra Danmarks Statistik. For eksempel steg prisen på en ejerlejlighed i Nordjylland med fire en halv procent fra første til andet kvartal, hvilket er den største stigning på landsplan.