23948sdkhjf

To sjællandske underleverandører fusionerer

Ingemann Maskinfabrik og LH Maskinfabrik har besluttet sig for at forene kræfterne.
1. oktober bliver Ingemann Maskinfabrik i Gevninge ved Roskilde og LH Maskinfabrik i Regstrup ved Holbæk til et selskab.

- Vi fusionerer på den måde, at Ingemann køber LH Maskinfabrik. Helge Ingemann træder et skridt tilbage og bliver bestyrelsesformand, Bo Ingemann bliver CTO, og jeg bliver administrerende direktør, forklarer Lars Hjulmann, der hidtil har været ejer af LH Maskinfabrik.

Flere muskler
Ejerskabet af den nye underleverandør kommer til at ligge hos familien Ingemann, men hos begge parter er der stor begejstring for det fremtidige setup.

- Det er egentligt sket på mit initiativ, efter at vi for trekvart år siden snakkede om fremtiden. Det er dels fordi, vi ikke har mange sammenfaldende kunder og dels fordi, vores maskinpark supplerer hinanden rigtig godt, siger Helge Ingemann.

Den betragtning bakker Lars Hjulmann op om:

- Vi hos LH Maskinfabrik er gode til letmetal og plast og til fræsning, mens Ingemann er specialiseret inden for fræs og drej i stål og rustfri metaller, men også har kompetencer inden for udvikling og prototypefremstilling. Det er et meget stærkt signal, at det er to overskudsgivende virksomheder, der fusionerer, og efter fusionen får vi klart flere muskler at spille med. Vores nationale og internationale kunder efterspørger høj fleksibilitet, hurtig leveringstid og høj kvalitet, og der bliver vi stærkere.

Dobbelt op på CNC
Planen er at samle hele den danske produktion på Ingemanns fabrik i Gevninge. Hvis alt går vel, kommer det til at ske i første kvartal 2017.

- Vi kommer med seks CNC-maskiner og en stor sav herfra. Hos Ingemann har man i Gevninge fire CNC-drejebænke og to CNC-fræsere samt en række manuelle maskiner. Så på CNC-siden bliver det dobbelt op. Vi kommer til at kunne håndtere både små og store emner, forklarer Lars Hjulmann.

Lars Hjulmann bliver samtidig også direktør for Ingemann Maskinfabriks litauiske datterselskab, som har 30 medarbejdere.

- Det er kongstanken, at udvikling, prototyper samt fremstilling af varer med kort gennemløbstid håndteres fra Danmark. Større serier samt gentagelsesopgaver fremstilles i Litauen, slutter Lars Hjulmann.

Efter fusionen får Ingemann Maskinfabrik 12 ansatte i Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.109