Her er MAN's varebil
Den tyske lastbilproducent, MAN, præsenterer varebilen TGE på IAA-transportmessen i Hannover. Se de første billeder her.
- MAN TGE er et ægte erhvervskøretøj, der appellerer til brugere, som i mange år har nydt godt af vores tunge lastbiler. Nu kan du også få vores lette lastbiler og varebiler, siger Claus Lindholm, der er markedskommunikationschef for MAN herhjemme.
Hos MAN er man godt forberedt på salget af den nye varebil. For flere måneder siden blev Mikael Søe Jensen ansat som produktchef for varebiler til blandt andet at sammensætte det rette salgsteam.
Målgrupperne for den ny MAN transporter er blandt andet pakke-, logistik- og byggebranchen, men også specifikke krav fra håndværksbranchen og selskaber inden for personbefordring kan opfyldes med det nye, lette MAN-erhvervskøretøj.
Masser af plads og høj nyttelast
Karrosserityperne strækker sig fra lukkede kassevogne over kombimodeller med sideruder til chassiser med kort førerhus og dobbeltkabine. Sidstnævnte vil lunne leveres med en lang række fabriksmonterede opbygninger.
Den nye MAN TGE leveres i tre akselafstande, tre taghøjder og tre længder. Længden af kassevognene strækker sig fra 5.983 mm til 7.388 mm. Der vil kunne vælges tre højder: 2.340 mm, 2.575 mm og 2.800 millimeter. Den største kombination af målene giver et rumindhold på 18,3 kubikmeter i lastrummet.
Mht. til totalvægt starter MAN TGE-serien allerede ved 3,0 tons, og den øvre grænse ligger ved 5.5 tons. Nyttelasten for 3,5 tons versionen er imponerende, idet den går helt op til 1,5 tons.
For det danske marked er det især interessant at MAN TGE kan trække en 3.500 kilos trailer og anhænger
I Danmark om et år
MAN begynder først at producere TGE-varebilen i april 2017. Den introduceres i Tyskland, Østrig, Schweiz og Holland i løbet af sommeren. I andre europæiske lande, inklusive Danmark, leveres den nye MAN i løbet af efteråret 2017.
I Danmark fpr MAN TEG premiere på Transport 2017 i Herning til marts 2017, hvorefter man vil kunne bestille bilen til levering i september 2017.
Artiklen er en del af temaet Varebiler.