Malerfaget frygter mangel på elever
Med alle de fag, eleverne skal ”snuse til” under det første forløb på erhvervsuddannelserne, bliver det meget begrænset, hvad de kan få af viden om malerfaget
Det siger Danske Malermestres uddannelsespolitiske chef, Niels Håkonsen, der peger på aftalen om dimensionering af erhvervsuddannelserne som det store problem.
”Som det ser ud nu, er malerfaget blevet til et dimensioneringsfag. Det betyder, at de elever, der begynder på grundforløb 1 efter 9. eller 10. klasse ikke kan komme videre på grundforløb 2 uden en aftale om en læreplads.
Men med alle de fag, eleverne skal ”snuse til” under det første forløb på erhvervsuddannelserne, bliver det meget begrænset, hvad de kan få af viden om malerfaget. Det bliver allerhøjst til at par timers undervisning. Og ud fra disse få timer, forventer man, at eleverne skal ud og banke på hos en mester og få en uddannelsesaftale på plads. Det holder næppe”, mener Niels Håkonsen.
Udenlandsk arbejdskraft
Han peger også på et andet problem – at en malermester skal indgå en uddannelsesaftale med en elev, der grundlæggende slet ikke aner om faget overhovedet er noget for ham eller hende.
”Dybest set risikerer du, at der bliver indgået et hav af aftaler i blinde, aftaler som senere skal ophæves, fordi eleven finder ud af, at malerfaget bare ikke er vejen frem”, siger Niels Håkonsen og henviser til at malermestrene de seneste 20 år er blevet anbefalet at vente med at indgå uddannelsesaftaler med elever, indtil de havde færdiggjort det, der i dag hedder grundforløb 2 for på den måde at være sikre på, at der var tale om elever, der havde lysten og talentet for malerfaget.
”Det vender du fuldstændig på hovedet med dimensioneringsaftalen. Det er svært at forestille sig andet end at malerfaget i fremtiden kommer til at mangle elever og dermed uddannet arbejdskraft. Det vil alt andet lige medføre et øget brug af udenlandsk arbejdskraft”, forudser Niels Håkonsen.
Som en mulig løsning anbefaler Niels Håkonsen, at eleverne – i lighed med i dag – får mulighed for at fortsætte på grundforløb 2. Og at kravet om en uddannelsesaftale for at fortsætte uddannelsen, som aftalt i trepartsaftalen, alene bliver stillet for elever, der skal fortsætte på uddannelsens hovedforløb.
Han understreger, at Danske Malermestre som sådan bakker om ideen med at afskaffe skolepraktikordningen for de fag, som i for høj grad har uddannet SKP-elever til ledighed. Vores anke mod aftalen går alene på, at malerfaget frygter, at bommen for at fortsætte på maleruddannelsen bliver sænket for tidligt.