23948sdkhjf

Lav interesse for murer- faget vækker bekymring i Horsens

Ingen blev optaget på mureruddannelsen i Horsens i august. Det giver anledning til bekymring hos lokal murervirksomhed
Kun en enkelt søgte ind på mureruddannelsen på erhvervsskolen Learnmark i Horsens i august. Den ensomme ansøger blev sendt til Vejle i stedet, og det betyder, at skolen ikke har startet et murerhold op efter sommerferien. Det kom meget bag på Jørn Storm Andersen, teamleder for Learnmarks mureruddannelse.

"Jeg ved simpelthen hen ikke, hvad der sker. Det er aldrig sket for os før", siger han.

Kun et problem i Horsens

For få uger siden kunne Licitationen - Byggeriets Dagblad ellers fortælle, at der på landsplan i august var optaget 45 procent flere på landets mureruddannelser end i 2015, men den udvikling er altså ikke kommet til udtryk i Horsens, hvor der sidste år begyndte ni på august-holdet.

"Det er kun her i byen, den er gal, og det er dybt problematisk for os, men jeg kan ikke komme med en god forklaring. Vi har ingen ledighed i Horsens, og jeg kan sagtens garantere læreplads til ti elever", siger Jørn Storm Andersen, der fortæller, at han ofte bliver kontaktet af lokale virksomheder, som efterspørger lærlinge.

En af dem er Horsens Murer Service med 13 ansatte -herunder to lærlinge. Indehaver Jesper Sørensen udtalte for nylig til avisen Horsens Folkeblad, at han sagtens kunne bruge en lærling mere, og den lave interesse for at komme ind på byens mureruddannelse giver anledning til panderynker.

"Det er en katastrofe, for det bliver jo sværere og sværere i fremtiden at få arbejdskraft", sagde han til Horsens Folkeblad.

Bedre til februar

Learnmark forventer, at optaget vil være højere til februar. Fra grundforløbet har fire-fem elever ifølge Jørn Storm Andersen tilkendegivet, at de vil uddanne sig til murer, og et lignende antal begynder direkte på andet grundforløb. Det er dog stadig et stykke fra tidligere år, hvor mere end 20 dimitterede pr. hold, og den lave interesse for faget, der kom til udtryk i sommerens nedlæggelse af et murerhold, lover ikke godt for de kommende år. I hele landet vil efterspørgslen på faglært arbejdskraft stige. Også i Horsens.

"Allerede nu siger virksomhederne nej til ordrer, og i Horsens Folkeblad kunne vi for kort tid siden læse, at der er mere end 1.000 nye byggerier på vej i kommunen. Det problem bliver vi simpelthen nødt til at løse. Måske vi kunne få virksomhederne til at reklamere mere for faget, for eksempel på de sociale medier", siger Jørn Storm Andersen.

Optag på landets mureruddannelser
EUC Nord (Hjørring) 19
EUC Nordvest (Thisted) 5
Tech College Aalborg 25
Tradium (Randers) 16
Herningsholm Erhvervsskole 14
Silkeborg Tekniske Skole 8
Aarhus TECH 19
Learnmark (Horsens) 0
Syddansk Erhvervsskole (Vejle) 8
Rybners Tekniske Skole (Esbjerg) 19
EUC Syd (Aabenraa) 11
Syddansk Erhvervsskole (Odense) 21
Svendborg Erhvervsskole 8
Erhvervsskolen Nordsjælland (Hillerød) 17
EUC Nordvestsjælland (Holbæk) 5
Roskilde Tekniske Skole 9
Selandia Slagelse 9
EUC Sjælland (Næstved) 17
NEXT Uddannelse København 29
CELF (Lolland Falster) 7
I alt 266
Kilde: Byggeriets Uddannelser (2016)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082