Her er der nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Rødovre, Næstved, Skovby Nygaard og Kolind
RØDOVRE
Nye rammer til musikskole
Rødovre Kommune har i budget 2016 afsat 350.000 kroner til forundersøgelse vedrørende etablering af Musikskolen i nye rammer med henblik på at skabe fremtidssikrede fysiske rammer for Musikskolens mange brugere.
Børne- og Kulturforvaltningen har i samarbejde med Musikskolen samt Teknisk Forvaltning vurderet behovet og undersøgt forskellige muligheder, og der er på baggrund heraf udarbejdet tre forslag til ny Musikskole, dels med en placering på Trekantgrunden i Islev og dels med en placering ved Kulturhus Viften.
Kultur- og Fritidsudvalget havde sagen til behandling for nylig og anbefaler, at der arbejdes videre med forslag udarbejdet af Nobel Arkitekter med en placering ved Kulturhus Viften.
Det skønnes, at der er brug for otte mindre øve- og undervisningsrum, et rytmiklokale, et større undervisningsrum og en multisal, der blandt andet kan benyttes til akustisk musik, for eksempel af klassiske ensembler, til korundervisning samt til koncerter.
Forslaget fra Nobel Arkitekter forventes at kunne realiseres for lige knap 27 mio. kroner.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED
Opførelse af boliger
Plan- og Ejendomsudvalget i Næstved Kommune har vedtaget lokalplan 066 for en ejendom på Frihedsvej i Næstved endeligt. Lokalplanen har til formål at overføre arealet til byzone, for derved at skabe mulighed for opførelse af ny boligbebyggelse.
REGION MIDTJYLLAND
SKOVBY NYGAARD
Opførelse af boliger
Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune anbefaler efter sit seneste møde, at forslag til lokalplan nr. 1107 sendes i høring.
Nodo Arkitekter har på vegne af grundejer Jørgen Nielsen anmodet Skanderborg Kommune om igangsætning af planlægning for Skovby Nygaard, etape fem.
Lokalplanen muliggør to afgrænsede boligområder - Ellens Høj mod nord og Einars Lykke mod syd - og et større grønt fælles friareal. Lokalplanen giver mulighed for at opføre 120-160 boliger.
KOLIND
Opførelse af plejeboliger
Udvalget for plan, udvikling og kultur i Syddjurs Kommune har besluttet at igangsætte lokalplanlægning for et dagcenter og 28 plejeboliger i Kolind.
Der er udarbejdet forslag til plejeboliger med tilhørende fællesfaciliteter af Arkitektfirmaet ApS Poul Erik Clausen. De nye plejeboliger med fællesfaciliteter vil omfatter cirka 2200 kvm. Den eksisterende Dortheabørnehave ombygges til dagcenter fælleaciliteter og personalefaciliteter med direkte adgangsforbindelse til plejeboligerne. De eksisterende plejeboliger Frejasvænge bibeholdes.
Der etableres indhegnede udearealer for boliggrupperne og dagcenter indrettes med opholdspladser, skure og sansehaver.
Licitationen-Byggeriets Dagblad bringer hver dag informationer om, hvor der er nye byggeopgaver på vej.
Du kan tegne abonnement på Licitationen-Byggeriets Dagblad her