23948sdkhjf

Joystick aflaster dårlig skulder

Nu styrer maskinstationsejer Niels Bie sin Manitou-teleskoplæsser med to fingre på venstre hånd
Hver høst tager maskinstationsejer Niels Bie på Hatting Maskinstation ved Horsens selv sin store del af tørnen med at sætte 8500 bigballer ind og siden hente dem ud igen af gode og mindre gode huse. Det klarer hans Manitou MLT 840 teleskoplæsser uden at kny. Til gengæld brokker Niels’ venstre arm og skulder sig voldsomt. Så meget, at tusindvis af drejninger med rattet så småt begyndte at true fremtiden i kabinen.

Nu kørere Niels videre. Med to fingre – ikke på rattet, men på et joystick, han har fået monteret på førersædets venstre armlæn, og som helt kan overtage rattets funktioner. Det er slut med at vride arme og skuldre, når teleskoplæsseren skal manøvreres rundt. Det hele ligger nu i fingrene.

"Manitou er ellers en behagelig maskine at køre med, men hen over en sommer drejer jeg så mange gange, at det er helt vildt. Joystick-styringen er virkelig en lettelse, og nu går jeg selvfølgelig og håber, at skuderen får det bedre. I hvert fald er det slut med at forringe den. Jeg kan allerede nu se, at jeg bliver rigtig glad for styringen med joystick, og mine folk er også glade for det. Specielt de unge", fortæller Niels Bie.

Fra drej til tryk

Det er virksomheden Thorsen-Teknik i Farsø, der har bygget Niels’ rat ind i enden af venstre armlæn og skiftet drej ud med tryk.

"Alle teleskoplæsserens standard-funktioner ligger jo i forvejen i et joystick i højre side. Så hvorfor ikke bare lave et joystick også til venstre side og putte traktorens styring i det? "Spørger Torben Thorsen, der er indehaver af Thorsen-Teknik.

"Vi har udviklet joysticket til 100 procent eftermontering. Det betyder, at det kan sættes på alt med hydraulisk styring. Oprindelig lancerede vi joystick-styring på en landbrugstraktor på en landbrugsmesse i Norge i 2015. Siden var vi med på en Valtra-demotur. Der blev lavet en video af systemet på traktoren, og den fik Niels Bie øje på. Derefter udviklede vi en styring også til brug i andre maskiner end traktorer", siger Torben Thorsen.

Frit valg

"Mig bekendt er der aldrig lavet tilsvarende joystick-styring på en teleskoplæsser før. Styringen i armlænet tager helt over, med mindre føreren ønsker at bruge rattet. Det aktiveres igen blot ved at røre ved det. Dermed er er frit valg mellem joystick og rat. Det er blandt andet vigtigt på offentlig vej, hvor færdselsloven gælder, og hvor det ikke er lovligt at styre teleskoplæsseren med joysticket", forklarer Torben Thorsen.

Thorsen-Teknik har dansk og norsk forhandling af Topcon GPS-styringer, men udvikler også selv alt muligt, der har noget med styresystemer og hydraulik at gøre.

Niels Bie har drevet Hatting Maskinstation siden 1984, da han overtog den efter sine forældre. Dengang var omsætningen på omkring halvanden million kroner. I dag omsætter maskinstationen for 13 millioner og har syv mand på lønningslisten. Arbejdsopgaver deles stort set ligeligt mellem landbrug og entreprenørvirksomhed.

Tilbagelænet

Det var montør Torben Nissen fra den danske Manitou-importør, Scantruck A/S, der monterede joysticket fra Thorsen-Teknik i Niels Bies teleskoplæsser. Hos Scantruck har produktchef Claus Bjerregaard fulgt projektet med stor interesse.

"Vi er altid interesserede i at finde nye løsninger, og det er helt klart en rigtig fin løsning, der er fundet til Niels Bie, så han fortsat kan være aktiv i sin Manitou. Tilmed kan han jo nu læne sig tilbage i det gode førersæde og klare opgaverne blot med to joysticks", siger produktchefen.

"Vi vil helt sikkert have joystick-styringen med som en option fremover i samarbejde med Thorsen-Teknik. Niels Bie er jo formentlig ikke den eneste, der bruger sin Manitou intensivt og har rigtig mange drejninger med rattet", siger Claus Bjerregaard.

Sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.328