23948sdkhjf

Skive-firma skal bygge Aalborg-boliger

Byggefirmaet Knudsgaard lander ordre på over 80 millioner.
Det bliver Byggefirmaet Knudsgaard A/S fra Skive, der skal stå for opførelsen af 62 nye lejligheder til udlejning i den nye bydel Godsbanen i centrum af Aalborg.

Der er tale om en ordre på den anden side af 80 millioner kroner for Skive-entreprenøren, hvis samlede ordre- og projektbeholdning nu overstiger den halve milliard.

- Byggeriet på Godsbanen falder helt i tråd med vores vækststrategi mod større boligbyggerier for professionelle investorer og boligselskaber i Jylland, siger direktør Lars Knudsgaard.

Byggeriet er allerede påbegyndt og skal stå færdigt med udgangen af februar 2018.

Wagner Ejendomme er bygherre på projektet, og det er anden gang, at selskabet går i jorden med et byggeri på Godsbane-arealet. Det første byggeri med 56 lejligheder skal stå klar til indflytning den 1. september i år.

Det nye byggeri opføres i syv etager, heraf to under jorden til parkeringskælder. På tagene bliver der fælles terrasser for beboerne med panoramaudsigt over byen, og i midten af byggeriet skabes et grønt område med en overdækket atriumgård med et springvand som centrum.

I stueplan bliver der et erhvervslejemål ud mod Jyllandsgade og et cafelejemål med udgang til Campustorvet. De 62 lejligheder bliver med enten to, tre eller fire værelser, de fleste med altan.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189