Ejerlederes følelser spiller stor rolle ved ejerskift
I følge ny forskning har ejerledere store følelser med i spillet, når deres virksomheder skal generationsskiftes, men de har vidt forskellige tilgange til, hvordan deres følelser skal håndteres
Det har i høj grad noget med følelser at gøre.
Center for Ejerledede Virksomheder har gennemgået ny forskning på området. Den viser, at det er en afgørende udfordring i forbindelse med generationsskifte, at ejerlederen har svært ved at se sig selv som andet end netop ejerleder.
”I mange tilfælde undlader han formodentligt at planlægge generationsskifte, for at undgå den situation, hvor han ikke længere er hverken ejer eller leder”, fastslår Ph.d., assistent professor Ellen Mølgaard Korsager fra Center for Ejerledede Virksomheder.
Hun har konstrueret en matrix – en model, hvor hun indplacerer ejerledere i forhold til deres ønske om kontrol over virksomhedens udvikling og deres ønske at identificere sig med den virksomhed, som de ejer eller har skabt.
På den baggrund inddeler hun ejerlederne i fire typer i forhold til deres behov for kontrol og identifikation med de virksomhed, de leder og ejer.
Modellen har relevans i forhold til ejerskifte eller generationsskifte af en virksomhed.
Den indlevende ejer identificerer sig i høj grad med sin virksomhed, men har ikke et voldsomt behov for kontrol. For den indlevende ejer er det vanskeligt at forklare, hvem han er uden at henvise til sin rolle som leder af virksomheden. Han er en energisk kulturbærer, optaget af at værne om virksomhedens værdier og omdømme. Hans behov for kontrol er dog ikke udtalt, og man kan sige, at det vigtigste for ham er at være med.
For den indlevende ejer er den afgørende udfordring ved ejerskifte tanken om at skulle opgive sin hverdag i virksomheden og den følelse af mening det giver ham i tilværelsen. Derfor kan det være en god ide for den indlevende ejer at overveje en ejerskiftemodel, hvor der er plads til, at han kan fortsætte med at arbejde i virksomheden, selvom han begynder at afgive ejerandele.
Den dominerende ejer identificerer sig i høj grad med virksomheden og oplever samtidig et stort behov for kontrol. Han er udover at være en energisk kulturbærer en enerådig leder ofte for en stærkt centraliseret organisation, hvor alle beslutninger træffes af ham selv. Han er almægtig og derfor ofte også alene med ledelsen af virksomheden.
For den dominerende ejer er den afgørende udfordring i forhold til ejerskifte, at det som udgangspunkt er en utænkelig tanke for ham. Derfor forsømmer denne ejertype som oftest – og uanset alder – at planlægge ejerskifte. Det er selvsagt et problem, og det er vanskeligt at håndtere. Måske kan den dominerende ejer formås til i det mindste at overveje at lave en plan for (fremtidigt) ejerskifte ved at tænke alvorligt over virksomhedens sårbarhed, som er en uundgåelig følge af hans lederstil og ejerskab. Virksomheder, der er ledet af en dominerende ejer, er nemlig stort set uden ledelseskompetencer udover dem ejeren selv kommer med. Sker der den dominerende ejer noget – bliver han skilt, bliver han syg, dør han – ja så har det voldsomme konsekvenser for virksomheden.
Den formelle ejer oplever stort behov for kontrol af virksomheden, men identificerer sig ikke voldsomt med den. Som leder minder han om den dominerende leder. Han ser dog ikke i samme grad virksomheden som en forlængelse af hans egen person og oplever ikke at den opfylder andet behov hos ham end behovet for at tjene penge og forvalte dem og hverdagen i frihed fra andres indblanding.
For den formelle ejer er den afgørende udfordring ved ejerskifte ikke at skulle opgive hverdagen i virksomheden, men at skulle opgive den overordnede kontrol med virksomheden. Her kan det være en fordel at begynde tankerne omkring generationsskifte med at skabe en velfungerende bestyrelse, så ejeren i første omgang har mulighed for at bevare kontrol fra en mere tilbagetrukket position. Siden kan en velfungerende bestyrelse bidrage til at facilitere en god ejerskifteproces, hvor ejerandele måske overdrages til en ny ejer over en længere periode.
Den afklarede ejer føler hverken stort behov for kontrol af eller identifikation med virksomheden. Det er altså en ejer som er relativt parat til at ejerskifte. Sat på spidsen er det sådan, at når den indlevende, den dominerende og den formelle ejer begynder at forholde sig bevidst til deres eget ejer- og lederskab og begynder at tænke dette i forhold til et (fremtidigt) ejerskifte, så vil de bevæge sig mod at blive afklarede ejere. Ejere som er i stand til at overdrage deres virksomhed til en ny og forhåbentligt velvalgt ejer, der forstår det ejerskab og det ledelsesrum de overtager.
