Rutineret sælger følger med Wacker Neuson
Den hidtidige distriktschef på Sjælland og produktchef i Danmark for Neuson gravemaskiner og dumpere følger med over til Wacker Neuson A/S, som overtager import og forhandling
Allan Schmidt Nielsen følger med Neusons gravemaskiner og dumpere over til Wacker Neuson A/S og fortsætter som sælger på Sjælland nu af hele Wacker Neusons brede program.
Allan Schmidt Nielsen har en perfekt baggrund for at tiltræde sit nye job allerede 1. december. Han har i to omgange været ansat hos Kaeser senest som service- og logostikchef og i to omgange hos JMM Group senest som henholdsvis distriktschef og produktchef for gravemaskiner og dumpere. Indimellem har han været ansat som sælger i Maskinhuset ligeledes med salg af kompakt entreprenørmateriel.
Personlige kontakter
”Som hidtidig produktchef hos JMM Group har jeg et meget grundigt kendskab til Wacker Neusons gravemaskiner og dumpere. Jeg har haft den direkte kontakt med fabrikken i Linz, og selv om det ikke bliver min opgave i fremtiden, så vil det nok komme mig til gode, at jeg har nogle direkte personlige kontakter på fabrikken i Linz og kender deres arbejdsgange”, siger Allan Schmidt Nielsen.
Han tillægger det stor betydning at have en teknisk baggrund som uddannet mekaniker og flere års erfaring med ledelse af Kaesers serviceorganisation.
”Det er vigtigt at have et indgående kendskab til kundernes behov for servicemæssig opbakning, uanset om det er kunder med egne servicemedarbejdere, eller det er kunder, som ønsker at benytte Wacker Neusons service.
Det er samtidig rart at kunne tale med kunderne om de tekniske detaljer ved maskinerne. Mange af både beslutningstagerne og førerne har ofte ret tekniske spørgsmål, og det betyder meget, at jeg ikke først skal have fat i en tekniker for at kunne svare dem. I det hele taget går jeg meget op i dialogen.
Vi skal kunne stole på hinanden, og jeg anbefaler gerne en kunde at købe en mindre maskinmodel, hvis den opfylder hans behov og dermed er en bedre økonomisk løsning for ham”, siger Allan Scmidt Nielsen.