23948sdkhjf

Husk registreringen, mester

En stigning i anmeldte hæleriforbrydelser får nu værktøjsproducent og sikringsfirma til at komme med fælles opråb

Få det nu registreret. Sådan lyder den fælles opfordring fra værktøjsproducenten Festool og sikringsfirmaet Unisecure, når det kommer håndværkerens el-værktøj, der er et yndet mål for landets indbrudstyve.

- Utrolig mange håndværkere får stjålet deres værktøj hvert år, og elværktøj har en høj videresalgskurs, udtaler Rikke Geert, PR-ansvarlig for Festool Danmark i en pressemeddelelse.

- Derfor er det os magtpåliggende, at håndværkerne i højere grad gør, hvad de kan for at forebygge og sikre sig. Det handler både om at undgå tyveri, hjælpe politiet og om at sikre sig selv økonomisk, fortsætter hun.

Værktøjsproducenten peger blandt andet på tal fra Danmarks Statistik, der viser, at antallet af hæleriforbrydelser på ti år er steget med 90 pct., mens en opgørelse fra Det Kriminalpræventive Råd afslører, at 250.000 danskere hvert år køber hælervarer.

Har indført garanti

Ifølge opgørelsen bliver 80 pct. af stjålne genstande videresolgt i Danmark, mens det kun er hver femte hælervare, der transporteres til andre lande. Det betyder, at en stor del af hælervarerne faktisk kan komme retur til ejerne.

– Modsat af hvad mange tror, så bliver langt størstedelen af stjålet værktøj videresolgt i Danmark. Derfor er det vigtigt, at håndværkerne mærker og registrerer deres nyindkøbte værktøj, siger Rikke Geert.

Dels medfører registrering, at politiet kan levere det stjålne værktøj retur, hvis det bliver fundet, men værktøjsproducenten har også valgt at give tre års garanti på registreret værktøj, så en stjålen maskine erstattes med en ny.

- Det er et tiltag, vi har taget, da det er en stor økonomisk sikring for håndværkerne, siger Rikke Geert, og fortsætter:

– Derudover er det også vigtigt at pointere, at forbrugerne har et ansvar. Hvis man køber brugt el-værktøj, er det vigtigt, man tænker sig om og overvejer om prisen er for god til at være sand. Samtidig kan vi hjælpe potentielle købere med at tjekke, hvorvidt sælger stemmer overens med ejer via vores registreringssystem.

80 procent er uregistreret

Udover Festools egen registrering opfordrer værktøjsproducenten sine kunder til at tage yderligere skridt for at forebygge tyveri.

Det kan blandt andet ske ved hjælp af DNA-mærkning, som virksomheden Unisecure er blandt leverandørerne af. Her påføres en usynlig DNA-væske på værktøjet, som politiet via UV-lys kan aflæse og herefter slå op i en database. Bliver man som håndværker udsat for tyveri af værktøj, kan politiet dermed identificere og spore værktøjets ejer.

– Når vi kigger på, hvordan man bedst forebygger tyveri, så handler det om at sikre sig bedst muligt. Men vi bliver også nødt til at sikre, at det bliver farligere for tyvene. Hvis en tyv ved, at værktøjet er mærket og registreret, så er det langt farligere at stjæle og forsøge at videresælge, siger Henrik Olsen, adm. direktør og partner i Unisecure.

Samtidig understreger han, at en form for mærkning eller registrering er afgørende, hvis man vil gøre sig håb om, at ens stjålne værktøj kan finde retur.

– En essentiel detalje er, at når vi finder en container fyldt med værktøj, så kan vi sammen med politiet kun tage det, som beviseligt er stjålet. Det betyder, at når vi kontakter Festool, og det pågældende værktøj ikke er registreret, så må vi efterlade værktøjet, hvor det er fundet, selvom vi ved, det formentlig er stjålet. Det kommer vi ud for med omkring 80 procent af alt det værktøj, vi sporer os frem til. Derfor er det i sandhed dumt ikke at registrere sit værktøj, når muligheden foreligger, lyder det.

Peger på flere fordele

Hos Festool håber man, at langt flere vil tage ansvar og sikre sig bedst muligt mod tyveri. Samtidig gør man opmærksom på, at der er flere fordele ved at få sit værktøj registreret, da det også sikrer en forlænget og udvidet garantiperiode på producentens produkter.

– Vi undrer os over, at så mange ikke registrerer deres værktøj. Dels er der omstændighederne ved tyveri, dels får man en langt mere omfattende garantiperiode, reparationsgaranti samt reservedelsgaranti. Alt sammen noget der er med til at sikre håndværkerens værktøj i mange år frem. Derfor kan vi kun opfordre alle til at få registreret deres værktøj til Festool All-inclusive garanti, for alt andet giver simpelthen ikke mening, siger Rikke Geert.

Festool har netop udvidet deres registreringsperiode fra 30 til 100 dage i håb om, at flere håndværkere bruger de to minutter, det tager at registrere deres værktøj gennem de unikke serienumre.

Artiklen er en del af temaet MesterTips.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078