23948sdkhjf

Jysk idémand har kloakker på hjernen

Henrik Hviid udvikler specialværktøjer – og de fleste med fokus på rør og brønde
IDÉER ”Jeg har ikke løsningerne på alt i verden. Men nogle ting er det da blevet til. Ideerne får jeg i marken og af kunderne. Folk ringer med problemer, som jeg så forsøger at løse. Det meste er værktøjer til kloakbranchen. Det er der, jeg bevæger mig og får mest inspiration. Min hjerne er nok blevet lidt fokuseret på kloakker”.

Henrik Hviid har arbejdet med salg i mange år. Han har skrevet bunker af ordresedler på kontormøbler, kemi og smøremidler. Samtidig har han sovet uroligt om natten. Det gør han stadig. Foruden at sælge, får han nemlig også idÉer.

”Man skal passe på ikke at fokusere for meget på at udvikle. Så bliver det ikke til noget. Ideerne kommer af sig selv om natten. Så jeg har en whiteboard derhjemme, så jeg hurtigt kan stå op og skitsere nye ideer”, fortæller Henrik Hviid.

Klar til udluftning

Blandt de seneste projekter, der er streget op på whiteboarden en sen nattetime, er en udlufter, som hurtigt og enkelt kan fjerne dårlig lugt og gasser fra kloakker. Men også fra stalde, gylletanke og andre miljøer, hvor der kan samles lugte og farlige gasser.

Endnu ligger den som prototype gemt lidt af vejen i en sportstaske. Når den er testet igennem, føjes den til de øvrige værktøjer, som Henrik Hviid byder på i sit firma, Care Construction.

Virksomheden har hjemme i Egtved nord for Kolding. Her har Henrik Hviid sit kontor i Roberthus. Egtveds gamle rådhus, som nu er både erhvervspark, kultur- og borgerhus. Her sidder også Brian Fuglsang Jørgensen, som er den ene af Care Constructions tre sælgere. Brian Fuglsang Jørgensen sælger Care Constructions produkter i Tyskland, men har base i Egtved. Hans to landevejs-kolleger dækker henholdsvis Jylland/Fyn og Sjælland.

Ergonomiske tingester

”Vores forretning er vore biler. Vi kører ud og sælger hos kunderne. Det er dyrere end at sælge via forhandlere, men det fungerer. Nu er vi startet i Nordtyskland, og jeg overvejer at lave rullende butikker til agenter også i det øvrige Tyskland og Sverige”, siger Henrik Hviid.

Når sælgerne slår dørene op til de rullende butikker, åbenbares himstregimser, som på ergonomisk rigtig måde kan lette arbejdet specielt med rør og brønde. Forskellige løftere og løsnere til kloakdæksler. Nogle til små dæksler, andre til større og tungere. ”Goliath” som trækker fastsiddende dæksler løse med op til 10 tons.

Nogle med superkraftige magneter, andre med vakuum. Men alle ud fra devisen, at det skal være nemt, enkelt og let.

Nogle kan mere

”Jeg har vel lavet 20-30 forskellige produkter. Også nogle, der har kostet mig penge. Nogle ligger stadig i skuffen og skal først modnes. Andre viser sig at kunne mere, end jeg oprindelige troede. Derfor bevæger vi os også ind i den grønne sektor med blandt andet et vakuumværktøj til dæksler. En kirkegårdsgartner fandt på at bruge det til at løfte plænesten. Og selvfølgelig. Så nu har vi solgt en del af dem til kirkegårde”, fortæller Henrik Hviid.

”Twister”, som er en lille magnet-dækselnøgle, er den, jeg har ramt rigtigst med. Den mest unikke er VacMan, som med vakuum og uden ekstern energi løfter op til 120 kg. Foruden løfteværktøjerne, har vi også fin succes med Care Fence, som er en reflekterende afspærring. Det tager 10 sekunder at folde tre meter afspærring ud, og den fylder praktisk taget intet at have med, siger Henrik Hviid.

Det er en halv snes år siden, han etablerede sig som selvstændig med Care Construction.

”Det kostede penge, så samtidig med at jeg arbejdede mit eget firma op om dagen, arbejdede jeg om natten med pakning på slagteriet i Kolding. Det var hårdt, men det betød, at jeg fik startet Care Construction uden at stifte gæld. Det har jeg så gjort siden”, forklarer Henrik Hviid med et grin.

Livet en stor tilfældighed

”Hele mit liv er i virkeligheden en stor tilfældighed. Jeg er landbrugsuddannet, men fik så sommerferiejob med at køre med møbler. Derefter blev jeg møbelsælger. Så blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at pille 500 kvm gulvtæppe af. Sådan noget smadrer fuldstændig kroppen, så jeg fandt på et produkt, så man kunne gå oprejst og skære tæpper fri”, siger manden med de mange idéer.

Siden er ideerne blevet ved med at komme. Med tiden har Henrik Hviid fået et netværk, så Care Construction også kan sælge andre produkter end Henrik Hviids egne opfindelser.

”Vi holder fast ved udgangspunktet fra, da jeg lavede tingesten til at fjerne gulvtæpper uden at ødelægge ryggen. Produkterne skal være ergonomisk rigtige, som firmanavnet også antyder”, siger Henrik Hviid.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203