23948sdkhjf

Renovering på skoleskemaet

De studerende på landets arkitekt-, ingeniør- og konstruktøruddannelser er ikke tilstrækkeligt kvalificerede til renoveringsarbejde, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Det vil VIA University College i Horsens lave om på.
En spørgeskemaundersøgelse i 2012, foretaget blandt rådgivende og udførende virksomheder i byggebranchen, viste, at renovering fylder for lidt på de danske uddannelser.

Især halter den tværfaglige forståelse mellem de studerende kraftigt, og det vil VIA University College i Horsens rette op på med to nye uddannelsestilbud. Det ene starter i dag og er en sommerskole for studerende og færdiguddannede fra hele landet. Det andet er et integreret tværfagligt modul, som strækker sig over et helt semester for både bygningskonstruktører og ingeniører.

- Vi er en professionsskole med rigtig mange forskellige uddannelser samlet under et tag. Derfor har vi en oplagt mulighed for at sætte folk sammen på tværs af fag og udveksle undervisere, forklarer Grith Bech-Nielsen, der er programleder for Program for Byggeri og Energirenovering

Med det tværfaglige modul har VIA valgt at dedikere et semester til at dyrke samarbejdet mellem ingeniører og bygningskonstruktører. Hertil giver sommerskolen mulighed for yderligere fordybelse uden for de almindelige tidsrammer.

- Det findes ikke tilsvarende andre steder i landet, så der er et stort og vigtigt kompetenceløft at hente ved at deltage, siger Grith Bech-Nielsen.

Stort behov for arbejdskraft
NCC er en af de virksomheder, der har efterlyst renoveringskompetencer hos nyuddannede fra byggeuddannelserne.

- Når vi ser fremad, fylder renovering mere og mere. Vi kommer til at stå med et stort behov for arbejdskraft i de næste 10-20 år, og der mangler kompetencer. Det er klart vores oplevelse, og det er problematisk, for det er et felt, der udvikler sig hele tiden, siger Torben Justsen, der er afdelingschef for Renovering Vest i NCC.

Han glæder sig over VIA’s nye tiltag, som kan få unge talenter til at interessere sig for renovering:

- Alle taler om renovering efterhånden, og det er noget, vi satser stort på hos NCC. For os er det blevet et selvstændigt arbejdsområde og en karrierevej, som jeg er sikker på, kan blive populær, siger Torben Justsen.

Sommerskolen giver fem ECTS-point og løber over tre uger. Skolen er bygget op som en holdkonkurrence i renoveringsarbejde med et virkeligt case-byggeri i Horsens. Alle arkitekt-, ingeniør- og bygningskonstruktørstuderende på landets skoler kan deltage, og kåringen af vinderprojektet vil blive overvåget af repræsentanter for erhvervslivet.

VIAs nye tværfaglige modul for ingeniør- og bygningskonstruktørstuderende ligger på 4. semester og tæller 30 ECTS-point.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125