Opfordring til bankerne: Luk kassen op
De manglende finansieringsmuligheder for de små og mellemstore virksomheder er fatale og truer med at lukke ellers sunde og i øvrigt veldrevne virksomheder, advarer Mester Tidende.
De manglende finansieringsmuligheder for de små og mellemstore virksomheder er fatale og truer med at lukke ellers sunde og i øvrigt veldrevne virksomheder.
Det skriver chefredaktør Klaus Tøttrup på lederplads i Mester Tidende
Han fremhæver, at der ligefrem tales om, at Danmark er fanget i en langvarig kredittørke, hvor barske lånevilkår går hånd i hånd med bankernes manglende udlånsvilje og en indgroet frygt for en årrække med lavvækst.
- Hvis de små og mellemstore virksomheder skal skaffe finansiering og likviditet til den daglige drift, må de derfor sadle om. For det første gælder det om at få regningerne sendt til kunderne så hurtigt som muligt. Måske skulle man også ved mindre opgaver aftale et aconto-beløb med kunderne, så pengene kommer hurtigere i kassen, hedder det på lederplads i Mester Tidende.
- De helt store problemer for de små og mellemstore virksomheder opstår, når de skal i gang med lidt større opgaver. Her er både bygherrerne og mange hoved- og totalentreprenører benhårde. Så hårde, at mange af de små og mellemstore virksomheder klager over, at de reelt står for finansieringen af den givne opgave bl.a. fordi de må indgå aftale om lange betalingsfrister.
Der er derfor mere end nogensinde grund til at opfordre bankerne til at åbne lidt for kassen især i forhold til de små og mellemstore håndværksvirksomheder.
Og det kan ikke gå for hurtigt !, understreger chefredaktør Klaus Tøttrup.