Jacob Fredslund minigraver-mester
16 finalister har dystet om at blive årets Danmarksmester i minigraver. Jacob Fredslund fra Søren Kristiansen A/S løb af med titel, pokal og rejsegavekort
Jacob havde lige som 15 andre dygtige maskinførere kvalificeret sig til finalen ved tidligere at vinde en indledende runde for hans vedkommende i Holbæk, mens anden- og tredjepladsen blev besat af deltagere fra Viborg og Hillerød.
Finaledeltagerne blev udfordret i fire forskellige discipliner, som skulle udføres fejlfrit og inden for så kort tid som muligt. Fejl i udførelsen af disciplinerne medførte straftid til den pågældende finalist.
Stand up komikeren Sebastian Dorset ville ikke gå glip af den spændende finale, og var igen i år den officielle kommentator ved begivenheden. Det klarede han endnu en gang med stor begejstring og entusiasme, og kommenterede i løbet af de intense timer, hvordan konkurrencen udviklede sig. Overholdelse af finalereglerne og nøjagtig måling af tiden blev kontrolleret af officials, så vinderen blev kåret på et retfærdigt grundlag.
Kolleger, familie, venner og messegæster overværede finalen i tørvejr men stiv vestenvind, og var gode til at heppe, tippe og kommentere finalisternes løsning af udfordringerne undervejs.
Dygtige maskinførere
- De indledende runder i april viste, at det er nogle meget dygtige maskinførere, vi har med at gøre. Det er simpelthen imponerende så hurtigt og præcist de kan navigere rundt i maskinerne. Derfor måtte vi planlægge finalens discipliner på en måde, så den bedste mand kunne vinde.
Det var nogle udfordrende opgaver, som alle deltagere kan være stolte over at have gennemført, siger adm. direktør Hanne Baunsgaard fra LOXAM Danmark, der står bag DM for minigraver.
Jacob Fredslund fra Søren Kristiansen A/S blev den suveræne vinder og Danmarksmester i minigraver 2012 med en samlet tid på 4 minutter og 27,65 sekunder. Andenpladsen gik til Jesper Rost fra JBR Aps i Viborg med tiden 4 minutter og 40,97 sekunder, mens sidste års mester, Kristian Sørensen fra MS Anlæg i Hillerød, endte på en tredjeplads med en tid på 5 minutter og 28,35 sekunder.
Foruden titlen som Danmarksmester i minigraver 2012 blev Jacob Fredslund belønnet med et rejsegavekort på 10.000 kr. Til 2. pladsen var der en lækker Hilti skruemaskine og 3. pladsen fik seks flasker god vin. Alle tre vindere fik en flot vandrepokal til at have stående hjemme på kaminhylden, indtil titlen som Danmarksmester i minigraver skal forsvares om et år i 2013.
Det var i år anden gang, at LOXAM afholdte DM i minigraver. "Vi er i LOXAM rigtig glade for denne nye tradition, og glæder os allerede til DM i minigraver 2013", udtaler Hanne Baunsgaard.
De samlede resultater i finalen blev:
Tid Navn Firma Udtaget i
4 min 27,65 sek. Jacob Fredslund Søren Kristiansen A/S Holbæk
4 min 40,97 sek. Jesper Rost Entreprenørfirmaet JBR Aps Viborg
5 min. 28,35 sek. Kristian Sørensen MS-Anlæg Hillerød
5 min 51,74 sek. Morten Bo Petersen Fredericia Entreprenør Fredericia
7 min 15,70 sek. Sonny Riis Buus Anlægsgartner Århus
7 min 22,46 sek. Lasse Christensen Søren Knudsen Herning
7 min 58,10 sek. Anders Jacobsen H & K Petersen Sakskøbing
7 min 59,40 sek. Frank Jensen NCC Karlslunde
8 min 39,25 sek. Mik Jørgensen MS-Anlæg Vassingerød
8 min 45,00 sek. Johannes Bang KB entreprise Slagelse
9 min 02,01 sek. Matthias Hansen Køge Brolæggerfirma Roskilde
9 min 05,85 sek. Jan Madsen Entreprenørfirmaet John Madsen Aalborg
9 min 10,08 sek. Per Degn Wicotec Bårse
9 min 17,36 sek. Thomas Jørgensen Hoffmann Frederikssund
9 min 37,19 sek. Michael Jensen Maskinfører Kalundborg
12 min 54,32 sek. Poul Erik Lund Sønderborg Kommune Sønderborg