Uenighed om kloakrørs indvendige mål endte i retten
Kloakmester og rørproducent uenig om indvendige mål på kloakrør. Retten dømmer rørproducent
Det skriver Mester Tidende.
Maskinstationens ejer, der også er kloakmester, skulle bruge rørene til omlægning af dræn hos en lokal landmand. Han indhentede tre tilbud, og da det viste sig, at Holstebro-producenten var billigst, accepterede han tilbuddet. De eksisterende rør på marken var 150 mm i indvendigt mål, og de nye måtte ikke være mindre.
Kloakmesteren fik tilbudt rør Ø 173/160, hvilket normalt betyder en indvendig diameter på 160 mm og en udvendig diameter på 173 mm, hvilket begge parter var enige om.
Arbejdet hos landmanden skulle udføres hurtigt og ellers vente til året efter. Han var ikke selv tilstede, da rørene blev leveret på pladsen, men en af hans folk ringede til ham og sagde, at de så små ud. Derfor tog mesteren ud på pladsen og målte efter. Og ganske rigtigt: rørene var for små i indvendig diameter.
En klage til producenten hjalp ikke, idet man herfra holdt sig til, at ved de leverede rør betød 173/160 målene ved muffen og 140 mm indvendigt.
En omleverance blev nødvendig i form af en ny sending rør med en indvendig diameter på 160 mm. Der går naturligvis mere materiale til sådanne rør, og derfor er de dyrere, lød forklaringen fra producenten på merprisen på 12.500 kroner.
Endte i retten
Da parterne ikke kunne blive enige, endte tvisten i retten. Producenten hævdede, at der var tale om et handelskøb mellem to professionelle parter. Og efterfølgende blev ordren omgjort, og det skal der betales for, mente producenten.
Omvendt hævdede kloakmesteren, at parterne har været enige om forståelsen af aftalen, og derfor var den første levering forkert og den anden en omleverance, som der ikke kan kræves betaling for uden en særlig aftale. Og en sådan foreligger ikke.
Byretten finder, at det efter forklaringerne står klart, at begge parter var enige om, at kloakmesteren skulle bruge rør på 160 mm i diameter. Endvidere er det parternes fælles forståelse af aftalen, der går forud for det skriftlige tilbud. Derfor har producenten været forpligtet til at foretage en omlevering til den aftalte pris.
Vestre Landsret er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, og derfor stadfæster landsretten frifindelsesdommen. Rørproducenten skal af med 6.000 kroner i omkostninger til indehaveren af maskinstationen.