23948sdkhjf

Små danske byggefirmaer overser Femern-mulighed

Der er også lunser til de mindre firmaer på Femern-projektet, men det haster med at spille ind
De små og mellemstore bygge- og anlægsvirksomheder i Østdanmark synes at være uinteresserede i at få lunser af de kæmpemæssige opgaver på den kommende Femern Bælt-forbindelse.

Det er oplevelsen i Dansk Byggeri på baggrund af den række af matchmøder, som er afviklet, og hvor virksomheder har mulighed for at melde sig på banen hos nye samarbejdspartnere.

- Jeg har deltaget i adskillige af matchmøderne, og selv om de har været pænt besøgt, så har det været påfaldende, at byggebranchen stort set ikke har været repræsenteret, og det er sådan set underligt. Selv de små og mellemstore virksomheder har mulighed for at komme med i projektet, men det kræver, at de selv kommer på banen og byder sig til overfor de konsortier, der er dannet og som man allerede nu ved vil byde ind på de store entrepriser, siger Søren Lange Nielsen, chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Det haster

Selv om første spadestik til den faste forbindelse er blevet udskudt fra 2014 til 2015 på grund af, at myndighedsgodkendelserne ikke kan ske så hurtigt som oprindelig planlagt, så forløber udbudsprocessen i forhold til den oprindelige tidsplan.

Det vil sige, at processen omkring prækvalifikationerne begynder her først på efteråret.

- Derfor er det nu, de små og mellemstore byggefirmaer skal byde ind, hvis de har idéer til, hvordan mindre dele af projektet kan udføres. De store konsortier skal komme med idéoplæg til bygherren, og der er ingen tvivl om, at idéerne er derude i virksomhederne. De har måske mere end nok i at overleve dagligdagen og måske bare ikke klar over, at det er ved at være oppe over, hvis de vil komme med deres indspark og gøre sig synlige overfor konsortierne, siger Søren Lange Nielsen.

Tysk og polsk interesse

Dansk Byggeri frygter, at de små og mellemstore byggevirksomheder på Lolland-Falster og Sjælland forpasser muligheden for at få deres del af opgaverne, hvis de så at sige ikke reagerer nu.

- Jeg har også deltaget i et tilsvarende interessemøde i Szczecin i Polen, hvor der deltog flere hundrede polske virksomheder af forskellig størrelse, og de lægger ikke skjul på, at de vil byde ind hos de forskellige konsortier, og tilsvarende er interessen stor i Tyskland. De er allerede foran på point. Derfor er det vigtigt at gøre de danske virksomheder opmærksom på, at det altså er nu, at de skal ud af hullerne, hvis de vil være med. Samtidig er det vigtigt at få slået fast, at det store anlægsprojekt ikke kun er for selskaber med milliardomsætning, men at de små og mellemstore har mulighed for at være med, siger Søren Lange Nielsen.

Konsortier på plads

En række konsortier synes allerede at være på plads.

Således har E. Pihl & Søn A/S og Per Aarsleff A/S meldt ud, at de er i konsortium med franske Vinci Construction og tyske Wayss & Freitag Max Bögl, mens MT Højgaard er gået sammen med de tyske entreprenørgiganter Züblin og Hochtief.

Ifølge den reviderede tidsplan fra Femern A/S planlægges prækvalifikationsprocessen igangsat 1. september. Selve udbudsprocessen begynder omkring maj næste år. Tidsplanen er, oplyser bygherren, baseret på, at udbud gennemføres ved en såkaldt konkurrencepræget dialog. Det indebærer, at udbudsprocessen opdeles i flere forskellige faser, som først afsluttes i efteråret 2014, hvor konsortierne skal aflevere bindende tilbud.

Selve kontraktunderskrivelsen vil først ske i maj 2015, efter at anlægsloven er vedtaget i Danmark og tilsvarende myndighedsgodkendelse i Tyskland er på plads. Det samlede projekt forventes at koste omkring 50 mia. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079