23948sdkhjf

En kæp i hjulet for små VE-anlæg

Et nyt lovforslag vil ifølge Dansk Byggeri begrænse konkurrencen og i sidste ende udbredelsen af de små VE-anlæg
Konkurrencen indenfor installering af små ve-anlæg begrænses af et nyt lovforslag. Ifølge forslaget vil det alene være autoriserede vvs- og el-installatører, som kan godkendes til at installere små VE-anlæg. Det er ifølge Dansk Byggeri en direkte følge af en uhensigtsmæssig implementering af direktivet om fremme af vedvarende energi.

Resultatet er, at mange virksomheder som længe har udført og opnået erfaring med at montere og installeres små VE-anlæg nu bliver udelukket fra markedet.

- For Dansk Byggeri er det afgørende, at de faggrupper som har de fornødne kompetencer får lov til at udføre dette arbejde. Med det forslag, som nu er lanceret, udelukkes en lang række af byggebranchens aktører. Det vil skade konkurrencen, og så bliver det også dyrere at få installeret anlæggene, siger Camilla Damsø Pedersen, chefkonsulent i Dansk Byggeri og tilføjer, at installeringen i dag foregår i et godt samarbejde mellem flere forskellige faggrupper.

Cammilla Damsø Pedersen mener, at det fremlagte forslag indebærer en risiko for, at mange håndværkeres incitament til at anbefale disse anlæg bliver væsentlig svækket, hvis de ikke fremover har samme mulighed for at deltage i installeringen. Det hænger ikke sammen med ambitionerne om en større udbredelse af vedvarende energi i Danmark.

Dansk Byggeri har sammen med en række andre af byggeerhvervets aktører henvendt sig til klima-, energi-, og bygningsminister Martin Lidegaard med en opfordring til at ændre lovforslaget, så andre kompetente faggrupper kvalificeres til fortsat at kunne deltage i leveringen og monteringen af mindre VE-anlæg.

- Det betyder ikke, påpeger Camilla Damsø Pedersen, at der ikke er fuld respekt for hensynet til forbrugeren, som skal have installeret de bedst mulige løsninger, der virker. Derfor foreslår vi også, at der åbnes op for, at flere kompetente faggrupper kan blive certificeret og fortsat medvirke til at installere små VE-anlæg. Men man behøver altså ikke at være elektriker for at pakke et vindue med solceller ud og fastgøre det i facaden.

Lovforslaget ventes fremsat i Folketinget i denne uge.

tøtte
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066