Mangel på murere i Midtjylland
Erhvervsskolen Tradium i Randers er klar til at dække den forventede eferspørgsel på murere i Midtjylland
- Analysen viser, at der vil være et underskud på omkring 500 murere. På Tradium er vi klar til at tage vores del af tørnen med at få uddannet flere faglærte inden for murerfaget. Med skolens nye og udvidede undervisningsfaciliteter på Blommevej 40 kan vi uddanne 100 murere om året, siger uddannelsesleder Peter Pedersen fra Tradiums murerafdeling.
- Vi forudser, at skuden nu vender med de mange byggeprojekter, der er i støbeskeen i hele Midtjylland. Her bliver der brug for murerlærlinge. Så et øget optag af lærlinge på Tradium vil blive en realitet, fordi der nu igen kommer øget efterspørgsel på veluddannet arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen, siger Peter Pedersen.
Peter Pedersen fremhæver, at Tradiums murerafdeling er Danmarks førende hvad angår viden om energirigtigt byggeri. En viden som omsættes i konkrete resultater, f.eks.i partnerskabet med Randers Arkitekten, som opfører Europas mest energivenlige villa i Randers.
Flere lærepladser
Analysen viser også, at der kommer til at mangle 650 tømrere/snedkere. Ved tømrerne på Vester Allé 26 kan Tradium i deres ny renoverede lokaler også uddanne 100 tømrere i året, men i år bliver der fx uddannet 53 tømrere, så der er plads til flere lærlingekontrakter, når byggefirmaerne er klar til at skrive dem.
- Vi mærker allerede nu en øget efterspørgsel efter lærlinge, men vores nye gymnasielinje, eux-tømrer international, vil alene give et løft på cirka 20 eux-tømrere, siger uddannelsesleder Palle Nielsen fra Tradiums tømrerafdeling.
Der er også en alternative uddannelse: Byggemontagetekniker (indendørs-tømrer). Tradiums tømrerafdeling færdiguddanner i år 25 elever til byggemontagetekniker.
- Efter grundforløbet tager det kun et år at blive færdig med byggemontagetekniker. Uddannelsen kan gøres færdig her på skolen, og vi er derfor ikke afhængige af praktikplads-situationen. Det vil sige, at vi kan gøre byggemontageteknikere klar til byggebommet. Der kan vi uddanne alle dem, der er behov for, siger uddannelsesleder Palle Nielsen, Tradium Tømreruddannelsen.
Mange store projekter i gang
Vedtagne og igangværende bygge- og anlægsprojekter i Midtjylland er for eksempel Det Nye Universitetshospital i Skejby, det kommende regionshospital i Gødstrup ved Herning, større vejprojekter som Herningmotorvejen, byggeri på havneområdet i Aarhus samt den kommende letbane også i Aarhus, oplyser Beskæftigelsesregion Midtjylland.
De øvrige projekter, der venter på en endelig beslutning, er blandt andet nybygninger i forbindelse med Aarhus Universitet, VIA University College i Aarhus og etape to af Marselisborg Boulevard også i Aarhus.