Finanslov 2012: Flere huller i vejene
Danske Anlægsentreprenører advarer politikerne mod at drosle ned for genopretningen af statsvejene for at få råd til investeringer i kollektiv trafik i forbindelse med den københavnske betalingsring
For to år siden besluttede politikerne i forbindelse med finanslovsforhandlingerne at gennemføre første del af en 10-års plan for genopretningen af statsvejenes tilstand, da det er påvist, at det vil kunne give en gevinst på 2,8 mia. kr.
- Det var opløftende, da eksperterne fra Vejdirektoratet overbeviste politikerne om det fornuftige i at indhente vedligeholdelsesefterslæbet på statsvejene. Den politiske aftale dækkede kun de første fire år af perioden. Og nu ser det desværre ud til, at politikerne er ved at nedprioritere indsatsen, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører, der er et branchefællesskab i Dansk Byggeri.
I 2011 var der afsat 2 mia. kr. til drift og vedligeholdelse af statsvejene. I finanslovsaftalen for 2012 falder dette beløb i 2012 med 30 pct. og faldet fortsætter i de kommende år, så det allerede i 2014 ligger 65 pct. under niveauet for 2011.
Flere busser på hullede veje
- Politikerne taler nu om at optage milliardstore lån til forbedring af den kollektive trafik for at få befolkningens accept af en københavnsk betalingsring, men det er helt paradoksalt, hvis man sender flere busser ud på de veje som vil få flere og flere huller på grund af manglende vedligeholdelse, siger Niels Nielsen.
- Man er naturligvis altid bange for, at politikerne ikke holder fast i gode planer, der kan spare samfundet for milliarder. Det er derfor også en klar advarselslampe, når finanslovsaftalen for 2012 har dramatisk mindre beløb til drift og vedligeholdelse af veje i de kommende år, siger Niels Nielsen.
Han peger i samme forbindelse på, at nedprioriteringen af vejvedligeholdelsen kan få uheldige økonomiske konsekvenser for Vejdirektoratets store udbud i foråret 2012 af samtlige driftsarbejder på statsvejene over de kommende 4 år, hvis nedprioriteringen betyder, at den påbegyndte plan for indhentning af vedligeholdelsesefterslæbet ikke fortsættes.
tøtte