Planlæg generationsskiftet og minimér skatten
Har du det rigtige set-up i forbindelse med generationsskifte i virksomheden? Læs de gode råd fra advokaten
Det forklarer partner, advokat (H) Erik Hovgaard fra advokatpartnerskabet LundElmerSandager i Mester Tidende
Henrik Hovgaard fremhæver, at man indledningsvis skal tage stilling til, om det er i det rigtige juridiske regi, virksomheden drives.
- Drives virksomheden som personligt ejet virksomhed, bør du overveje, om virksomheden skal omdannes til et selskab. Ethvert generationsskifte af en personligt ejet virksomhed, der ikke sker i familien, vil uvægerligt udløse skat i form af goodwill-beskatninger, genvunden afskrivning, skat af igangværende arbejder og andet.
Ved generationsskifte i familien er der muligheder for såkaldt succession, hvorved arvingerne indtræder i sælgerens skattemæssige position. Dette skal dog nøje overvejes, da dette også indebærer en del risici for arvingen.
Omdannelse af en personligt drevet virksomhed - ved at lægge denne virksomhed ind i et selskab - kan gøres skattefrit på omdannelsestidspunktet, oplyser Henrik Hovgaard.
Gennemførelse af generationsskifte
- Drives virksomheden i selskabsform, kan generationsskiftet foregå enten ved, at driftsaktiviteter, driftsaktiver og passiver sælges ud af selskabet. Dette vil udløse skat i selskabet.
Generationsskiftet kan ske ved, at aktierne/anparterne i selskabet sælges. Dette udløser avancebeskatning for ejeren af aktierne/anparterne.
Avancebeskatningen kan udskydes, såfremt der over selskabet ligger et holdingselskab. Holdingselskabet kan ved salg efter en vis ejertid opnå skattefrihed for avancer på disse aktier.
Beskatningen sker så først på det tidspunkt, hvor kapitalejeren udlodder fra holdingselskabet i form af udbytter, fremhæver Henrik Hovgaard i Mester Tidende.
Holding-konstruktion
Henrik Hovgaard anbefaler generelt, at der bliver etableret en holding-konstruktion, hvis man ikke i forvejen har en holding-konstruktion. Holding-konstruktionen kan etableres skattefrit, ved såkaldt aktieombytning af allerede ejede aktier i driftsselskabet.
- Holding-konstruktionen indeholder i øvrigt mange andre åbenbare fordele, når et generationsskifte skal gennemføres, hvis køberen af virksomheden ligeledes har etableret et holdingselskab. Efter de nye regler kan man stifte et selskab med indskud af kr. 80.000.
Som nævnt er det meget vigtigt at planlægning af generationsskifte foretages i god tid, inden generationsskiftet skal gennemføres. Der er forskellige ejertidsregler, der skal overholdes, inden retten til skatteudskydelse opstår, understreger Henri Hovgaard.