23948sdkhjf

Unge arbejdsløse koster EU 1000 milliarder

14 millioner europæere mellem 15 og 29 år står lige nu uden job, uddannelse eller praktikplads.
Det koster EU mere end en billion kroner årligt, at hver femte europæer mellem 15 og 29 år lige nu står uden for systemet - altså uden job, uddannelse eller praktikplads.

Det svarer til godt 14 millioner mennesker, og den rekordhøje ledighed blandt de unge anslås i nye beregninger at koste EU 144 milliarder euro - 1007 milliarder kroner - om året.

Det skriver metroXpress.

Beregningerne stammer fra Eurofound, Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår.

Og ifølge Per Kongshøj Madsen, der formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), er den store gruppe af ledige unge et af EU's største problemer i øjeblikket.

- Det er vigtigt at gøre noget ved det her, fordi ungdomsarbejdsløsheden trækker spor senere i livet, siger Per Kongshøj Madsen.

Samme melding kommer fra Massimiliano Mascherini, der er Research Manager i Eurofound, som står bag kortlægningen af arbejdsløshed blandt unge i Europa.

- Den svageste del af de unge har mindre sandsynlighed for at komme på arbejdsmarkedet. De har større risiko for at blive underbetalt, og de deltager ikke lige så meget i samfundet som andre, siger han til metroXpress.

Han tilføjer, at en stor del af arbejdet med at få de unge tilbage i systemet ligger i de enkelte lande, men EU spiller også en central rolle.

Her har Danmark, som lige nu har formandskabet for EU, mulighed for at markere sig, når der til april bliver afholdt en EU-konference om ungdomsarbejdsløshed.

- Med formandskabet har Danmark muligheden for at stimulere debatten og opfordre medlemsstaterne til at implementere initiativer for at få flere unge i arbejde. Det er meget vigtigt at have en målsætning, siger Massimiliano Mascherini.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064