Ny tanker til Tunetanken
Nye ejere vil skabe eksportvækst hos Tunetanken. Ikke mindst det tyske marked skal dyrkes mere
To af de ledende medarbejdere hos Tunetanken A/S i Vejen, adm. direktør Henrik Kjærholm og salgsingeniør Jens Alexander Lund, har overtaget halvdelen af virksomheden fra den hidtidige ejer, og der er lagt en plan for overtagelsen af den resterende del. Samtidig er der lagt en ny markedsstrategi, som betyder, at ikke mindst det tyske marked skal opdyrkes mere.
Tunetanken leverer siloer og tanke i komposit og fokuserer på fire markedsområder, nemlig industri, energi, landbrug og spildevand. Det er især på industriområdet, at der vil være muligheder i Tyskland, hvor glasfibersiloerne matcher et specifikt behov, men Tunetanken forudser også ny vækst inden for spildevand, energi og landbrug i Danmark og på de nordiske markeder, hvor virksomheden i forvejen er aktiv.
Overtagelsen er muliggjort gennem et samarbejde med Vækstfonden, så de to nye ejere har været i stand til at rejse den kapital, der skal til. Dermed er det muligt at gennemføre de udviklingsplaner, som er lagt.
- Det er ingen hemmelighed, at finanskrisen har været hård ved os, men vi kan se en klar bedring nu og kom ud af 2011 med et acceptabelt overskud. Så vi har fået skåret virksomheden til og er klar til fornyet udvikling, siger Henrik Kjærholm.
- Samarbejdet med Vækstfonden har været meget positivt og er for os at se et godt eksempel på erhvervsordninger, som er med til at sikre virksomheder og dermed fortsat produktion i Danmark, siger han.
Fem gange dansk marked
I Tyskland går Tunetanken målrettet efter et enkelt markedssegment. Det er siloer til oplagring af vejsalt, som bruges i vintertjenesten.
- Vi har tidligere prøvet til i Tyskland med siloer og tanke til især den brede industrisektor, men det var meget vanskeligt. Det skyldes ikke mindst, at der er utroligt vanskelige godkendelsesprocedurer, ligesom der bliver stillet nogle særlige konstruktionskrav, der afviger så meget fra de skandinaviske, at det medføre stor design- og konstruktionsmæssige omkostninger, og det var ikke lønsomt.
Derimod er der et stort marked for de siloer, der opstilles som lagertanke for vejsalt, siger Henrik Kjærholm.
Tunetanken vurderer, at dette marked alene i nærområdet er fem gange større end det danske. Fabrikken solgte allerede sidste år for et par millioner kroner til en ny samarbejdspartner.
Tunetanken er således leverandør af det største glasfiberbaseret siloanlæg i Tyskland, med opstilling af fire styk 200 kbm siloer på underkørselsstativ i Brandenburg. Lastbilerne kan køre ind under de store kompositsiloer og få tømt vejsalt direkte ned i saltsprederen.
- Vi har lært af vores første forsøg på det tyske marked og i stedet valgt at fokusere på et markedssegment, hvor vi kan gøre en forskel, og hvor der er noget at komme efter. Fordelene ved kompositsiloerne er, at de ikke påvirkes af rust, og der dannes mindre kondens, så saltet ikke klumper sammen, siger Henrik Kjærholm.
- Vores arbejde i Tyskland sidste år, viser, at der er et marked. Når vi kan byde ind med et produkt, som matcher behovet, men endnu ikke er så meget brugt, ja så er der noget at bygge på. Tyskland er stadig en industrination, og der er et behov for vores silo- og tankløsninger, siger han.
Danmark stadig med
I Danmark har Tunetanken i høj grad en profil i landbruget, som de seneste år har udviklet sig til at være et vedligeholdelsesmarked på grund af landbrugets vanskelige investeringsvilkår. På nysalgssiden er det færre, men større siloer, det handler om. Hertil kommer tanke til vådfoder, som er blevet mere og mere udbredt i husdyrbrugene, som aftager restprodukter fra fødevareindustrien.
- Danmark er historisk set vores primære marked, og vi har en dominerende position inden for landbruget. Men som tingene udvikler sig, er det danske marked ganske enkelt ikke stort nok, så derfor arbejder vi så hårdt på at komme videre ud og også længere ud end til de skandinaviske lande, hvor vi også gennem mange år har haft et godt salg, siger Henrik Kjærholm.
I Danmark forudser Henrik Kjærholm også en betydeligt vækst på spildevandsområdet, fordi de omfattende planer om kloakering i det åbne land nu realiseres med et stort behov for brønde m.v. til følge. I øjeblikket nedlægger kommunerne også mange mindre rensningsanlæg for at lede spildevand ind til større, centrale anlæg. Det giver et behov for større brønde, og her er kompositbrønde både pris- og produktionsmæssigt fordelagtige.
Gerne flere medejere
Det ejerskifte, som er i gang hos Tunetanken, kan betegnes som en management buy out, men Henrik Kjærholm og Jens Alexander Lund mener ikke nødvendigvis, at ejerskab i fremtiden skal være forbeholdt de to.
- Vi vil gerne involvere andre. Det skaber fokus og commitment, når man også har medejerskab. Hvornår og hvordan har vi ikke konkrete planer om, vi skal også vise, at det, vi gør nu, er den rigtige vej at gå, og det skal Jens og jeg stå på mål for, siger Henrik Kjærholm.
Tunetanken har i øjeblikket 28 medarbejdere, og tre flere er på vej. Henrik Kjærholm peger på, at det er afgørende at kunne fastholde de nuværende medarbejdere:
- Det kræver specialviden at arbejde med komposit. Hver eneste medarbejder i produktionen har været igennem en lang intern uddannelse for at kunne arbejde med produktet. Vi har fokus på vækst, så vi kan fastholde folk. Den viden, der går tabt, når vi i krisetiden har måttet sige farvel til folk, er svær at få tilbage igen, så at fastholde de dygtige medarbejdere er et vigtigt mål, siger han.
tøtte