Vej & Bro Museet klar til en ny sæson
På lørdag den 14. april åbner Vej & Bro Museet ved Holbæk for sin anden sæson
I løbet af den første sæson frem til slutningen af oktober kom i alt ca. 40.000 begejstrede gæster på besøg. Så museet glædede sig til at åbne for en ny sæson i 2012.
Men glæden blev noget forstyrret, da Transportministeriet i begyndelsen af marts meddelte, at de ikke længere vil give museet tilskud fra 2013.
- Rigtig, rigtig ærgerligt ikke mindst da vi havde grebet ud efter spaden for at starte på næste fase, Den Historiske Vej, hvor gæsterne kan vandre gennem historien fra oldtidens vadesteder til nutidens motorveje. Et enestående anlæg, som ikke findes magen til i Danmark. Og planlagt til at være fuldstændig sponsorfinansieret, forklarer museumschef Helle Schummel.
- Men driften skal på plads og det arbejder vi så med, mens gamle og nye besøgende får mulighed for at lege og underholde sig til ny viden om veje, broer og tunneller i fortid og nutid.
Så hop op på Tidscyklen, spil brospillet med din familie, gå på opdagelse i børnetunnellen eller scan dig til viden om affald på vejene og trafiksikkerhed. Med andre ord: Velkommen til en ny sæson på Vej & Bro Museet. Den første af forhåbentlig mange, fastslår Helle Schummel.
tøtte
Læs mere om museet her