23948sdkhjf

EUX-elektrikeruddannelsen er en rendyrket praktikpladssucces

EUX-elektrikeruddannelsen kombinerer en erhvervsuddannelse med en gymnasial uddannelse og giver således direkte adgang til videregående uddannelser, som for eksempel ingeniør eller maskinmester
Dørene har stået åbne hos landets elinstallatørvirksomheder for de første praktiksøgende elever på den nye EUX-elektrikeruddannelse. 39 ud af 42 elever har fået en praktikaftale med en virksomhed, og det kalder under-direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation Tina Voldby en praktik-pladssucces:

– Eleverne er som ventet blevet taget rigtig godt imod. Det skyldes dels, at det er fagligt stærke og meget motiverede elever, og dels at TEKNIQ i samarbejde med skolerne har informeret virksomhederne godt om de nye elevers kompetencer, siger Tina Voldby og fortsætter:

– Blandt andet har eleverne været i frivillig praktik i en til to uger hos virksomheder tidligt i deres uddannelsesforløb, hvilket har betydet, at eleverne kunne se faget an i praksis, ligesom virksomhederne kunne se en potentiel lærling an.

EUX-elektrikeruddannelsen adskiller sig fra en traditionel erhvervs-uddannelse, idet uddannelsen kombinerer en erhvervsuddannelse med en gymnasial uddannelse. Uddannelsen giver således direkte adgang til videregående uddannelser, som for eksempel ingeniør eller maskinmester.

– Derfor har eleverne en anden profil, som virksomhederne kan drage nytte af. Der er brug for personer i installationsbranchen, som har hovedet såvel som hænderne skruet rigtigt på, og EUX-eleverne må i høj grad kunne leve op til begge dele, siger Tina Voldby.

Selvom tre elever stadig mangler en praktikplads, forventer Tina Voldby, at det kun er et spørgsmål om tid, før alle elever er overgået fra skolepraktik til almen praktik.

– En af de resterende elever er allerede i en kort uddannelsesaftale, som formentlig bliver gjort permanent. Meldingen fra skolerne omkring de øvrige to elever er desuden, at de forventer, at det bliver muligt at finde en praktikplads relativt hurtigt, siger Tina Voldby.

Hun tilføjer, at praktikpladssuccesen er særligt glædelig, fordi der bliver brug for flere kræfter på arbejdsmarkedet fremadrettet.

– EUX-elektrikeruddannelsen er på den måde et fremragende supplement til den traditionelle EUD-uddannelse, fordi den tiltrækker en anden målgruppe, som igen skal opfylde en anden rolle ude i virksomhederne. Og det har vi brug for, siger Tina Voldby.

tøtte
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08