Udsigt til tykkere ordrebøger
RADIO MESTER TIDENDE: Svar fra 812 små og mellemstore virksomheder i Håndværksrådets medlemskreds tegner det mest lovende billede af SMV´ernes økonomi i årevis
- Selvom rigtig mange SMVer stadig er udfordret på mange fronter, kan vi konstatere, at pessimisterne nu for alvor er kommet i mindretal. Ordretilliden stiger, flere vil ansætte nye folk og flere begynder at tro på Danmarks økonomi som helhed. Man må sige, at nu er foråret kommet, siger cheføkonom Jacob Thiel.
Konjunkturmålingen bygger på svar fra 812 af Håndværksrådets medlemsvirksomheder, og der er i den seneste måling fra første kvartal af 2012 sket en fremgang i tre ud af de fire parametre, som udgør konjunkturbarometret.
Kun SMVernes vurdering af deres egen virksomheds generelle økonomiske situation holder det samme niveau som i sidste kvartal.
- Overordnet går det støt fremad, men vi kommer ikke uden om, at der fortsat hersker stor negativitet i virksomhederne. Trods den store fremgang i målingen ligger vi stadig under frysepunktet i forhold til tidligere. Så man kan sige, at selvom fåret er kommet, er det ikke overalt, at frosten er gået af jorden, siger Jacob Thiel.
Regionale forskelle
Virksomhedernes forventninger til fremgang i årets resultat vokser, og alt i alt medfører fremgangen, at Håndværksrådets samlede konjunkturbarometer ender på -3 pct. Det er en stigning på 9 procentpoint i forhold til sidste kvartal, og barometret ender således på samme niveau som i 2. kvartal af 2010.
Målingen viser store regionale forskelle. Der er samlet set øst for Storebælt et negativt SMV-barometer på -9 pct., hvorimod at der vest for Storebælt er et positivt barometer på lige over nulpunktet.
Hovedpointer fra Håndværksrådets nye konjunkturundersøgelse
Ordretilliden får i dette kvartal et gevaldigt nøk opad
Danmarks samlede økonomi vurderes mindre negativt
Moderat stigning i virksomheders lyst til at investere i produktionsudvidelser.
Stor forskel fra Østdanmark til Vestdanmark
SMVerne begynder at ansætte folk
SMVerne forventer bedre årsresultater
Efterspørgselssituationen kunne være meget bedre
Hør interview med cheføkonom Henrik Thiel