23948sdkhjf

Op og ned for danske rådgivere

Top-300 i Europa: Lidt frem og lidt tilbage for danske rådgivere
På den årlige rangliste over rådgivende ingeniørvirksomheder i Europa går de største danske rådgivere et par pladser tilbage, mens de mellemstore virksomheder går frem. Det fremgår af rapporten Sector Review 2011 fra Svensk Teknik och Design, udarbejdet i samarbejde med FRI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører. Årsagerne er henholdsvis hård international konkurrence og givtige danske nicheforretninger, vurderer FRI.

Danmarks to største rådgivende ingeniørvirksomheder, Rambøll og COWI, går begge tre pladser tilbage, mens mellemstore virksomheder som Moe & Brødsgaard, EKJ Rådgivende Ingeniører, OBH Rådgivende Ingeniører og Mogens Balslev Rådgivende Ingeniører går frem

- Sector Review 2011 samler de rådgivende ingeniørvirksomheders regnskaber for 2010, og her må de største danske rådgivere i år se sig overhalet af deres europæiske konkurrenter. Det er tankevækkende, fordi de store danske rådgivere faktisk har præsteret pæne vækstrater inde for både eksport og omsætning i udenlandske datterselskaber i de seneste år – men de internationale kolleger gør det altså bedre, siger Henrik Garver, der er direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

- Samtidig kan vi se, at der er pæn fremgang til flere af de danske mellemstore spillere i branchen. Det gælder især dem, der primært beskæftiger sig med infrastruktur og energi – to nicheområder, der har givet god omsætning de seneste år. De danske rådgivere er gode til at identificere de nicheområder, der giver gode forretningsmuligheder, og dermed kan vi også konkludere, at det politiske fokus på forbedringer af infrastrukturen har gavnet dansk erhvervsliv, fremhæver Henrik Garver.

Brug for justeringer

- Dog må vi konstatere, at de store danske rådgivere, der arbejder internationalt, ikke kan matche resultaterne hos deres europæiske kolleger. Vi vurderer, at det ikke så meget skyldes virksomhedernes præstationer som de vilkår, de driver forretning under.

Der er brug for at få justeret de danske forretningsvilkår, så danske virksomheders internationale konkurrenceevne styrkes, og så det bliver attraktivt at drive forretning med udgangspunkt i Danmark. Rådgivende ingeniører er en international branche i skarp international konkurrence. Derfor betyder det noget, når vi ikke har samme vilkår som vores internationale konkurrenter," siger Henrik Garver og tilføjer:

- Der er flere oplagte muligheder, som regeringen kan tage fat på. For det første bør man gøre det lettere at tiltrække og fastholde internationale medarbejdere i Danmark. For det andet bør man se på skatten herhjemme og sambeskatningsaftaler i forhold til udlandet. Og for det tredje bør man øge udbuddet af offentlige opgaver.

Ved at private leverandører løser opgaver i den offentlige sektor frigøres milliarder af skattekroner, og samtidig styrkes erhvervslivets eksportmuligheder, idet virksomhederne kan få referenceprojekterne til at hente eksportkroner og international omsætning hjem til Danmark, anbefaler Henrik Garver.

Sector Review udgives af FRI’s søsterorganisation i Sverige, Svensk Teknik och Design, og er baseret på europæiske rådgivende ingeniører og arkitekters 2010-regnskaber

FRI’s 340 medlemsvirksomheder beskæftiger mere end 22.000 medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er på 11,1 mia. kr., med en eksportandel på ca. 20 pct. FRIs store medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed.

tøtte
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078