God erhvervsservice på Lolland-Falster
Lolland og Guldborgsund kommuner sæter nye standarder for, hvor hurtig kommunerne kan og bør imødekomme det lokale erhvervsliv. Dansk Byggeri roser kommunernes høje ambitioner og glæder sig til at se resultatet
De to kommuners erhvervsservice vil ved at samle sig i Business LF give erhvervslivet én indgang til kommunen, bedømme alle henvendelser inden for 24 timer og holde det første møde med virksomheden inden for tre døgn.
- Dansk Byggeri vil gerne rose initiativet, hvor der kun er én indgang til kommunen. Men det er vigtigt, at det også føles som én indgang i praksis, så det ikke bare går hen og bliver et nyt omstillingskontor, siger Lea Stentoft.
Dansk Byggeri holder løbende øje med kommunernes responstider på sagsbehandling af for eksempel byggesager og andre henvendelser fra erhvervslivet til kommunerne.
- Hvis Lolland og Guldborgsund kan leve op til deres egne mål og levere den service, de lægger op til, så kommer det til at gøre en kæmpe forskel for det lokale erhvervsliv. En så hurtig ekspedition vil både fastholde de nuværende virksomheder og tiltrække nye til området, siger Lea Stentoft.
Og det kommer der til at være brug for i fremtiden.
- Netop i forhold til at gøre klar til byggeriet af Femern Bælt, så gør det en forskel, at kommunerne i området er effektive og imødekommende, når der fx skal bygges en betonfabrik, anlægges en havn eller andre ting, der skal byggemodne området. Stor ros til de to kommuners initiativ, siger Lea Stentoft.
tøtte